gulerødder i fad, gulerødder, smør, muskatnød, fløde, purløg, kanin i sennepssauce, sauce, kanin, vildt, smør, skalotteløg, hvidløg, hvidvin, timian, persille, fløde, sennepDa jeg havde vildtkøds-benspænd, var jeg på jagt efter et sted, hvor jeg kunne købe kaninkød, men det lykkedes desværre ikke. At spise kanin er ikke noget, danskerne gør sig så meget i, og det er synd, for det er virkelig lækkert og mættende kød. Jeg blev derfor rigtig glad, da vi stødte på kaninkød på vores tur til Firenze tidligere på året og improviserede her en ret med kanin i hvidvin.

For nogle måneder siden havde jeg så heldet med mig, da jeg besøgte Torvehallerne en dag og opdagede, at en af fiskebutikkerne havde et par friske kaniner. Jeg skyndte mig at købe to – en, jeg brugte til at lave kanin i rødvin og en, som jeg puttede i fryseren. Sidstnævnte blev fundet frem i går, så jeg endelig kunne lave en fransk klassiker – nemlig kanin i sennepssauce.

Inspirationen til kanin i sennepssauce har jeg fra ‘Fransk simremad’, som jeg fik i julegave, men jeg valgte dog at justere retten lidt, så jeg udelod et par ting og lavede til gengæld en langt større portion sauce, da jeg havde på fornemmelsen, at det ville falde i gæsternes smag.

Kanin i sennepssauce
6 personer

1 hel kanin
150-170 g dijonsennep
30-40 g smør
5 skalotteløg, pillede og hakkede
3-4 fed hvidløg, hakkede
2 spsk persille
1 spsk frisk timian
3 dl hvidvin
1½ dl fløde
salt og peber
saften fra ½ citron

Del kaninen i 6 lige store stykker, gnid kødet med salt og peber og smør det derefter grundigt ind i sennep. Smelt smørret i en dyb sauterpande, svits skalotteløg og hvidløg i 20-30 sekunder, inden du lægger tre af kaninstykkerne på panden. Brun dem på begge sider ved middelvarme, tag kødet op og brun derefter de tre sidste stykker. Læg alle kaninstykkerne tilbage på panden.

kanin i sennepssauce, sauce, kanin, vildt, smør, skalotteløg, hvidløg, hvidvin, timian, persille, fløde, sennepTilsæt persille og timian – gerne ved hjælp af en krydderi-si, så de er lette at fjerne igen inden servering – samt hvidvinen. Læg et låg på panden og lad det simre i et kvarter, inden du vender kødet. Lad det simre i yderligere 15 minutter, vend kødet igen og lad det simre i 10 minutter mere, inden du tager kødet op. Hæld fløde på panden, skru lidt op for varmen og smag så saucen til med salt, peber og citronsaft. Læg kaninkødet tilbage i saucen og servér det med det samme sammen med båndpasta – jeg brugte en spinatudgave for at give lidt mere farvespil på tallerkenen.

Note: Kanin i sennepssauce er en skøn vildtret med en meget vanedannende sauce til. Når jeg spiser sådan en ret, kan jeg ikke forstå, hvorfor kaninkød ikke er mere udbredt – det har en meget delikat smag og rækker langt. Vi skulle selvfølgelig også have lidt grøntsager til, så jeg lavede nedenstående gulerodsret.

gulerødder i fad, gulerødder, smør, muskatnød, fløde, purløgGulerødder i fad
6 personer

700 g skrællede gulerødder, skåret i skiver
25 smør
½ tsk muskatnød
½ dl fløde
½ bundt purløg, hakket
salt og peber

Hæld gulerødderne i en gryde sammen med smør, muskatnød og 3-4 dl vand. Lad gulerødderne simre, til de er næsten møre – de må godt have lidt bid. Hæld væden fra men gem 2 dl. Hæld de afdryppede gulerødder i et fad. Bring de 2 dl væde i kog igen, tilsæt fløden og lad det simre, til væsken er kogt ind til det halve. Smag til med salt og peber og hæld saucen ud over gulerødderne. Pynt med purløg og servér det med det samme.

Note: Jeg elsker gulerødder, men glemmer alt for ofte at bruge dem som tilbehør til mad. Dette er en fin måde at servere dem på, og de passer rigtig godt sammen med kanin i sennepssauce.