I går nulrede vi rundt herhjemme og fik ordnet nogle praktiske ting. Jeg ville gerne have nået mere, men min bevidsthed var temmelig glad for at holde ferie, så der blev også tid til computerspil og ikke mindst serie-kigning – vi fik set tredje sæson af Battlestar Galactica færdig og sikke en afslutning! Nu er spørgsmålet, om vi snarest muligt skal kaste os over fjerde og sidste sæson, eller om vi skal vente lidt – det er jo den sidste sæson, og det bliver helt mærkeligt at afslutte den…

Jeg fik også læst ‘Pigen og dragen’ færdig for nogle dage siden. Den var desværre langt mere en børnebog, end jeg havde regnet med, så sproglig tyngde, kompleksitet osv. var ikke noget, bogen bar præg af, og den var noget ensformig i fortællestilen. Men havde jeg været barn, ville jeg have sat pris på den. Nu har jeg i stedet kastet mig over ‘Lunar Park’ – det er godt nok mange år siden, jeg sidst har læst noget af Bret Easton Ellis!

Det var temmelig begrænset, hvad jeg brugte af tid i køkkenet i går, men to eksperimenter blev det da til.

Fyldte snackpebre
4 personerfyldte snackpebre, hakket oksekød, oksekød, løg, hvidløg, tomatkoncentrat, paprika, timian, snackpeber, ost

250 g hakket oksekød
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakket
madolie
en dåse tomatkoncentrat
1 tsk paprika
1 tsk timian
½ tsk salt
4 snackpebre
lidt revet ost

Svits løget og hvidløgene i lidt olie og tilsæt oksekødet. Steg det igennem og tilsæt så krydderierne samt tomatkoncentratet og en sjat vand. Lad det stå og boble, mens du skærer toppen af snackpebrene og renser dem for kerner – husk at gemme toppen! Put kødsaucen forsigtigt i hver snackpeber med en ske og sæt toppen på igen med tandstikkere.

Læg snackpebrene i et fad, smør dem med lidt madolie, og sæt dem i ovnen ved 200 grader i 20 minutter. Drys osten på efter 10-15 minutter.

Note: Jeg lavede denne mængde kødsauce, men skulle kun bruge til to snackpebre – resten af kødsaucen bliver gemt til aftensmaden i morgen. Det er en god og enkel måde at mindske kødforbruget på, uden at man føler, at der mangler noget. Retten blev serveret med ris og en grøn salat bestående af strimlede salatblade, agurketern, lidt finthakket frisk koriander, lidt olivenolie og citronsaft.

Solbærsmoothie
2 glas
solbærsmoothie, smoothie, kærnemælk, solbær, banan, rørsukker
2½ dl kærnemælk med citron og rørsukker
2 dl frosne solbær
1 lille banan
3 tsk sukker

Alle ingredienser blendes.

Note: Normalt bruger jeg så lidt sukker som muligt, men både solbær og kærnemælk er ret syrlige, så der var brug for lidt sødme til smoothien. Selvom jeg tilføjede sukker, var den stadig ikke specielt sød, men det var nu en ganske fin variant alligevel – smoothies behøver ikke at være søde hver eneste gang.