Pinto-bønnegryde med spidskål samt funky romanescosalat

pinto-bønnegryde, gryderet, simremad, vegetar, bønner, pinto-bønner, løg, spidskål, hvidløg, chili, flåede tomater, tomatkoncentrat, engelsk sauce, paprika, mørk sirupJeg har skrevet en lang liste af veganer-retter, jeg gerne vil prøve i anledning af månedens benspænd, men da jeg kom træt hjem fra arbejde i tirsdags, var jeg ret sulten og slet ikke i humør til kreative krumspring. Jeg havde godt nok sat bønner i blød om morgenen, men jeg var helt og aldeles idéforladt, da jeg gik i gang med at koge dem. I stedet for at panikke valgte jeg en anden – og ganske konstruktiv – måde at komme videre med madlavningen på. Jeg legede ‘tøm lige køleskabet’, og i bedste Stop Spild af Mad-stil fik jeg brugt en masse fra gemmerne. Det blev til denne sunde og mættende pinto-bønnegryde. Gemalen var ikke helt tilfreds, for konsistensen var lidt for suppeagtig til hans smag, men den passede fint til det grå vejr og mine smagsløg.

Pinto-bønnegryde med spidskål

– kogte Pinto-bønner
– olie
– løg i tern
– finthakket spidskål
– et par fed hvidløg
– chili
– en dåse flåede tomater
– lille dåse tomatkoncentrat (70 g)
– vand
– engelsk sauce
– paprika
– salt og peber
– evt. hvidvinseddike og mørk sirup

Kog bønnerne som anvist på pakken. Svits imens løget i lidt olie og tilsæt derefter finthakket spidskål. Rør godt rundt, mens det får lov til at stege i gryden. Efter et par minutter tilsætter du hvidløg og chili og lader det stege videre, mens du sørger for at røre jævnligt i gryden. Tilsæt tomaterne, tomatkoncentratet og par dl vand. Rør godt rundt og tilsæt paprika og et par spsk engelsk sauce. Lad det simre, indtil bønnerne er kogt. Hæld bønnerne op i gryderetten og smag til med salt, peber, engelsk sauce, chili samt mørk sirup og hvidvinseddike.

Note: Pinto-bønnegryde er endnu en glimrende måde at snige mere spidskål ind i maden. Man skulle næsten tro, at det er blevet mit mantra gennem de sidste to år, for jeg synes godt nok, jeg tit får sneget det med i madlavningen. Men det er også en rigtig god måde at få grøntsager på – det mætter godt og kan varieres utrolig meget. Samtidig er spidskål noget, som kan spises året rundt.
kålsalat, salat, romanesco-kål, soltørrede tomater, jordskokker, cashewnødder, hvidvinseddikeJeg synes også, at I skal se denne smukke salat, som jeg medbragte til påskefrokosten i søndags, hvor jeg serverede påskekonfekt med havtorn, citron og mynte.

Salaten bestod af romanesco-kål, der var brækket i små buketter og overhældt med kogende vand. Da de havde trukket ca. 10 minutter i det varme vand, blev vandet hældt fra, og kålen blev blandet med soltørrede tomater, jordskokker skåret i mundrette bidder, hakkede cashewnødder, olivenolie, hvidvinseddike og en lille smule salt. Kombinationen var ret spændende – der var både noget sprødt, noget blødt, samt salt, umami og syrligt.

6 thoughts on “Pinto-bønnegryde med spidskål samt funky romanescosalat

  1. Det ser virkelig lækkert ud, også selvom jeg har en trang til at komme bacon på ;D Jordskokker rå? Det må jeg prøve!

    Når du ikke benspænder mere, så kan jeg sige at din linsesalat forleden smager pragtfuldt med røget laks til!

    • Rå jordskokker er superlækre! Dejlig sprøde og saftige – prøv det prøv det 🙂

      Laksefiffet er noteret 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *