Der er mildest talt et stilskifte, nu hvor jeg går fra marts måneds osteorgie til denne måneds grøntsagsfest. April måned fokuserer jeg nemlig på veganermad!

Månedens benspænd er et af de valg, jeg har tænkt mest over – både i forhold til, om jeg skulle kaste mig ud i det, og om hvad det ville betyde for madlavningen. Ikke fordi der er noget galt med veganermad – tværtimod – men fordi det i mine øjne er et ekstremt valg. Der er – og nu er jeg ikke ude på at fornærme nogen – rigtig mange fravalg ved at være veganer, og selvom jeg kender flere, der har levet vegansk i kortere eller længere tid, så har jeg aldrig helt forstået behovet for at fravælge alle animalske produkter.

Wikipedia beskrives animalske produkter i en vegansk kontekst som “ethvert materiale afledt fra dyr til brug for mennesker. Almindelige animalske produkter inkluderer kød, fjerkræ, fisk, æg, mælkeprodukter, honning, silke, pels, læder, uld og bivoks. Biprodukter inkluderer gelatine, lanolin, osteløbe, valle, casein, husblas, og shellak.”

Det er dermed ikke kun kød men også (basis-)produkter som æg og mælkeprodukter, du afskriver dig, når du spiser vegansk. Ovenpå en måned med masser af ost passer det mig egentlig fint med en måned, hvor jeg ikke laver osteretter, men helt at undlade mælkeprodukter er til gengæld svært. De indgår langt mere i min almindelige madlavning, end jeg normalt tænker over, men det er noget, jeg har opdaget de senere år, hvor jeg flere gange har haft besøg af mælkeallergikere. Og æg… ja, de indgår jo i en del bagværk og desserter, så her skal også tænkes lidt anderledes.

Nu kan jeg selvfølgelig ‘bare’ leve af salater i en hel måned, men det er ærlig talt lidt for let og lidt for kedeligt, så jeg skal selvfølgelig udforske veganerkonceptet. En af de udfordringer, som mine veganerbekendte har talt en del om, er alternative proteinkilder, nu hvor kød er udelukket, og det er da helt sikkert en af de ting, jeg skal være ekstra opmærksom på – at få spædet grøntsagsretterne op med bønner, linser og nødder.

Men i stedet for at tænke “det må jeg ikke, og det må jeg heller ikke” hele måneden, så vil jeg i stedet fokusere på de muligheder, jeg har, og hvad jeg kan få ud af de råvarer. Jeg vil fortrinsvis bruge basis-råvarer i denne måned (det gør jeg nu det meste af tideni forvejen) for at undgå konserverede sager, der (måske) indeholder animalske produkter. Så er det lettere at lave det hele fra bunden. Jeg har købt noget pasta, der ikke indeholder æg, og så har jeg naturligvis også været forbi en helsekost for at shoppe rismælk, havremælk og et par sjove soyaprodukter.

Så velkommen til grøntsagsfest og linseparty – vi skal nok få det sjovt!

Se de veganerretter, jeg lavede denne måned