Recent Posts

Appelsinpandekager med vaniljeis og appelsinsirup

Appelsinpandekager med vaniljeis og appelsinsirup

Som afslutningen på søndagens menu fik vi et par appelsinpandekager, som jeg serverede sammen med vaniljeis og hjemmelavet appelsinsirup. Retten er inspireret af den franske klassiker, crépes suzette, men jeg lavede en sirup i stedet for en appelsinsauce og havde ikke Grand Marnier eller en …

Lakse-fennikelrilette samt lammeryg med græskar-kartoffelmos

Lakse-fennikelrilette samt lammeryg med græskar-kartoffelmos

I søndags havde vi inviteret svigermor på besøg, og nu hvor jeg endelig havde lidt ekstra tid i køkkenet, så blev det til en treretters menu. De to første kommer her – nemlig lakse-fennikelrilette og lammeryg med græskar-kartoffelmos. Desserten når jeg forhåbentlig at blogge om …

November: Citroner og appelsiner

November: Citroner og appelsiner

Det måtte jo komme… en citronelsker som jeg bliver da nødt til at have et benspænd med citroner! Oprindeligt havde jeg planlagt, at månedens benspænd skulle være citrusfrugter, men jeg kunne godt se, at det ikke ville levne nok plads til citronerne, så som kompromis valgte jeg at kombinere citronerne med appelsiner – så er der både det sure og det søde element. Samtidig er det – efter sigende – fra nu og frem til jul, at du finder de bedste appelsiner i butikkerne.

Og hvad skal jeg så lave? Tja, jeg opdagede lige til min store overraskelse, at jeg slet ikke har blogget om hjemmelavet lemon curd, og det vil jeg selvfølgelig straks bruge som undskyldning for at lave et par glas! Jeg har det med lemon curd som andre har med chokoladepålæg… det er decideret farligt at have på lager! Citroner er i det hele taget herlige at bruge i desserter, for de giver et godt, syrligt modspil til fedt og sukker, men de er også oplagte at bruge i marinader, dressinger og meget, meget mere.

Appelsinerne kommer også i spil i en række klassikere samt nyfortolkninger, som jeg håber på at få tid til at lave, og så er de selvfølgelig oplagte at bruge i en række drinks og smoothies. Jo, der skulle være rig mulighed for at få masser af c-vitaminer i denne måned!

Mens jeg vil gruble videre over, hvad jeg vil prøve at nå at lave af citron- og appelsinretter i denne måned, kan du evt. hente lidt inspiration i en række af de retter, jeg tidligere har lavet:

Fransk citrontærte
Lemon Meringue Pie
Appelsinlikør
Citron-firkanter
Saltede citroner
Kransekage med citron
Appelsinsnegle
Limonade
Grove appelsinboller
Råsyltet appelsinmarmelade med chokolade
Limoncello
Citronkage med glasur og kandiserede citroner
Drink: Citrushyld
Appelsin panna cotta med ølgelé

Se de retter med citron og/eller appelsin, som jeg lavede i denne måned

Halloweendessert – jordbærhjerte med vaniljeflødeskum

Halloweendessert – jordbærhjerte med vaniljeflødeskum

Så er jeg nået til den sidste af Halloween-benspændets opskrifter – resten af ideerne må vente til næste år, for som sædvanlig havde jeg mange flere ideer, end jeg kunne nå at gennemføre. Det er en af de gode ting ved benspændene – jeg slutter …

Chokolade-øje på stilk – Halloween slik

Chokolade-øje på stilk – Halloween slik

Så er det blevet Halloween, og da det jo også er månedens benspænd, er dagens indlæg selvfølgelig også inspireret af højtiden. Det ville være oplagt at slutte benspændet af i dag, men da jeg har haft ret travlt de seneste par dage, så mangler jeg …

Klamme pizzasnegle med fingre

Klamme pizzasnegle med fingre

Ja, jeg ved det godt – det er ikke ligefrem fordi, at overskriften sælger disse pizzasnegle særlig godt – men de ser altså klamme ud! Smagen fejler til gengæld ikke noget.

Klamme pizzasnegle

Konceptet er ret simpelt – lav en bolledej baseret på 6 dl håndvarmt vand, 20 g gær, 2 dl svedjerug, 1-2 dl fuldkornshvedemel,1 spsk salt. samt hvedemel – ikke for meget, for dejen skal stadig være ret blød og fugtig. Svedjerugen og fuldkornshvedemelet kan erstattes af andre grove meltyper. Rør dejen sammen, ælt den godt og grundigt og læg den i en skål. Dæk dejen med et fugtigt viskestykke og lad dejen stå og hæve et lunt sted, indtil dejen er vokset til dobbelt størrelse.

Mens dejen hæver, koger du en pastasauce – for eksempel af 1 dåse flåede tomater, 1 dåse tomatpuré, 1 stort løg (finthakket), 1-2 dl rødvin, oregano, basilikum, salt og peber. Det må godt stå og simre et stykke tid ved svag varme, så sæt den gerne over, så snart dejen er sat til hævning.

Drys rigelig med mel på bordet og rul dejen ud i et rektangel – ikke for tyndt, den skal være minimum 1 cm tyk. Fordel pastasaucen ud over dejen – hold ca. 5 cm fri på den ene langside, så det er lettere at rulle pizzasneglene sammen. Nu kan du enten vælge at rulle dejen sammen som en roulade og forsigtigt skære den i skiver, eller du kan skære strimler af dejen, som du ruller sammen til pizzasnegle. Læg dine pizzasnegle på en bageplade beklædt med bagepapir og drys lidt ost over hver. Stik en cocktailpølse eller en anden form for kort pølse i dine pizzasnegle – jeg brugte kyllingepølser, som jeg halverede – og bag  dem så ved 200 grader i ca. 20-25 minutter.

Når dine pizzasnegle er færdige, skal de køle lidt af, inden du vipper lidt af pølseskindet af og trykker en halv smuttet mandel ned i pølsen, så det ligner en negl. Dryp lidt ketchup på til sidst og servér dem lune.

Nammenam!

Saftig græskarkage

Saftig græskarkage

Ok, jeg kan ikke tåle at have Halloween-benspænd. Det afslører bare, hvor fjollet jeg i virkeligheden er…! Ahem. Denne græskarkage medbragte jeg i går, da vi besøgte Bogormen + familie. Jeg havde en fiks idé om, at det kunne være sjovt at bage en græskarkage, …

Kylling og champignons i flødefad

Kylling og champignons i flødefad

Nu holder jeg lige et øjebliks pause fra Halloween-benspændet og vil i stedet fortælle om denne ret med kylling i flødefad, som jeg serverede som aftensmad for gæsterne i søndags. Vi handlede for nylig i Netto og benyttede lejligheden til at proppe et par velvoksne, …

Zombiehjerne – aka mandelbudding med kirsebærsauce

Zombiehjerne – aka mandelbudding med kirsebærsauce

Hvor tit er det lige, at du kan lave zombie-inspireret mad? Lige så tit du vil selvfølgelig, men hvis du vil undgå, at folk kigger (alt for) mærkeligt på dig, så sørg for at lave det, når der er Halloween. Du kan også gøre som jeg og kombinere det med vennebesøg og horrorfilm (aka Silent Hill – ret ubehagelig film).

For et par år siden serverede jeg også zombiehjerne til dessert. Der måtte jeg dog bruge en pulverblanding til at lave buddingen, for jeg kunne ikke finde en ordentlig buddingeopskrift. Nu ville jeg dog forsøge mig med en, jeg fandt hos klubben Royale Danske Buddingentusiaster, hvor jeg dog brugte lidt færre mandler og udskiftede sherryen med amaretto.

Zombiehjerne med kirsebærsauce

4 personer

5 dl l fløde
2½ dl letmælk
4 æggeblommer
4 spsk lyst rørsukker
5 blade husblas
1 vaniljestang
1½ dl mandler
1/2 dl amaretto

Tilbehør: kirsebærsauce

Læg husblassen i koldt vand. Hæld derefter halvdelen af fløden samt al mælken i en gryde sammen med den flækkede vaniljestang og lad det koge op. Pisk æggeblommer og sukker sammen og rør det i den kogende fløde. Vrid husblassen fri for vand og put det i den varme gryde. Rør godt rundt og tag gryden af varmen. Mens massen køler af, skolder du mandlerne i kogende vand, lader dem trække i ca. fem minutter og smutter dem. Hak de smuttede mandler.

Når cremen er kølet ned, så den er koldere end spidsen af din lillefinger, rører du amaretto og mandler i cremen. Pisk det sidste fløde til blødt skum og vend det forsigtigt i cremen. Hæld cremen i zombieformen, som du inden har smurt med et tyndt lag smagsneutral olie (for eksempel solsikkeolie) og put formen i køleskab i mindst seks timer.

Servér din zombiehjerne med blendede ligdel… æh… kirsebærsauce.

Note: Ser denne zombiehjerne ikke dejlig suspekt ud? Smagen var ganske fin, men konsistensen var lidt underlig. Jeg er lidt skeptisk over for konceptet med at røre flødeskum i buddingen, for det er sandsynligvis det, der gør den så luftig og ikke-buddinge-agtig. Jeg må lege videre med dette på et tidspunkt, så sig til, hvis du har en god buddingeopskrift.

I øvrigt – zombiehjerneformen har jeg købt i udlandet for flere år siden, men jeg har set, at Gadgets.dk har fået den på lager.

… og sidst men ikke mindst et billede af morgenmaden, der venter på den overnattende gæst… det er blot fuldkornsboller, der er tilsat lidt blå konditorfarve og sorte sesamfrø… og ja, gæsten kan godt tage det 😉

Halloween drink: Græskarmand

Halloween drink: Græskarmand

Hvis du holder Halloween-fest, så skal der naturligvis også være Halloween drinks, og de må gerne være lidt skumle i dagens anledning. Selve indholdet i disse to Halloween drinks er ret fredeligt (og sødt), men jeg har leget lidt med udseendet på de to serveringer. …