jordbærhjerte, jordbærdessert, dessert, jordbær, jordbærgelé, gele, gelé, vaniljeflødeskum, Halloween, Halloweendessert, jordbær, husblas, hyldeblomstsaft, rørsukker, fløde, vaniljesukker, vanilje, flormelisSå er jeg nået til den sidste af Halloween-benspændets opskrifter – resten af ideerne må vente til næste år, for som sædvanlig havde jeg mange flere ideer, end jeg kunne nå at gennemføre. Det er en af de gode ting ved benspændene – jeg slutter ofte af med at håbe, at benspændet vil vare mindst en måned mere, så jeg kan afprøve endnu flere af de ideer, jeg får undervejs.

Dette er en ret simpel Halloweendessert – lavet på jordbær og hyldeblomstsaft fra i sommers. Den er støbt i hjerteform, som jeg har købt hos gadgets.dk, og der er til ca. to personer i sådan en portion. Har du ikke en hjerteform, kan du lave din Halloweendessert i en anden form – så bliver den bare ikke så Halloweenagtig.

Halloweendessert – jordbærhjerte med vaniljeflødeskum

2 personer

ca. 350 g frosne jordbær
2 dl vand
3 stk husblas
½ dl koncentreret hyldeblomstsaft – helst hjemmelavet
1-1½ dl rørsukker

Vaniljeflødeskum:
1 dl fløde
1 tsk vaniljesukker
1 spsk flormelis

Læg husblassen i blød i koldt vand. Hæld jordbær og vand i en gryde og lad det koge op. Rør rundt i gryden og tilsæt rørsukker. Lad det simre i fem minutter. Tilsæt hyldeblomstsaften og smag på bærmassen – tilsæt evt. lidt mere hyldeblomstsaft eller sukker, hvis du vil have det sødere. Tag gryden af varmen og lad den hvile et par minutter. Du kan evt. blende bærmassen, så den bliver ensartet, men jeg ville gerne bruge skyggeeffekter i jordbærhjertet, så jeg lod være. Knug vandet af husblassen og rør den grundigt i jordbærmassen. Lad den køle lidt mere af (den skal stadig være varmere end spidsen af din lillefinger), inden du hælder den over i formen og stiller den i køleskabet i mindst seks timer.

Lige inden du serverer din Halloweendessert, pisker du fløden til blødt skum, inden du tilsætter vaniljesukker og flormelis. Pisk det et øjeblik, så det bliver grundigt blandet og servér det så til jordbærhjertet, som du forsigtigt har vippet ud på en tallerken.

Note: Vi spiste denne Halloweendessert i bedste Lady & Vagabonden stil – med en ske fra hver sin side af tallerkenen – meget romantisk og kun en smule makabert! Jeg er ikke så vant til gelédesserter, så mængden var lige i overkanten til mig, men den havde en frisk og sommerlig smag af jordbær og hyldeblomst – noget der er dejligt at få i den kolde, mørke tid som vi nu er gået i gang med.

jordbærhjerte, jordbærdessert, dessert, jordbær, jordbærgelé, gele, gelé, vaniljeflødeskum, Halloween, Halloween-dessert, jordbær, husblas, hyldeblomstsaft, rørsukker, fløde, vaniljesukker, vanilje, flormelis