Vietnamesisk rejesalat
Da vi havde gæster i sidste uge, serverede vi pho med kylling til forret og derefter denne vietnamesiske rejesalat. Jeg kender desværre ikke det vietnamesiske navn for denne rejesalat, men jeg kiggede på forskellige engelske og amerikanske opskrifthjemmesider og freestylede ud fra disse.
Vietnamesisk rejesalat
4 personer
ca. 200 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
½ dl olivenolie
2 fed hvidløg, pressede
salt og peber
Dressing:
½ dl limesaft
½ dl fiskesauce
2 spsk risvinseddike
1 spsk rørsukker
1 rød mediumstærk chili, finthakket
Derudover:
100 g tynde risnudler (vermicelli nudler)
3 mellemstore gulerødder, skåret i tændstiktynde stykker
1 agurk, skåret i tændstiktynde stykker
100 g bønnespirer
½ dl frisk mynte
½ dl frisk koriander
1 dl saltede peanuts, grofthakkede
Pil rejerne og fjern forsigtigt den lille sorte streng i hver reje. Hæld rejerne i en skål med olivenolie, hvidløg samt salt og peber og rør godt rundt, så rejerne er dækket af marinaden. Lad dem stå i 10 minutter. Rør imens ingredienserne til dressingen sammen i en anden skål.
Læg nudlerne i en dyb skål og hæld kogende vand over. Lad dem trække i nogle minutter.
Hæld lidt olie på en pande og varm den op. Tilsæt rejerne – inkl. krydderier og olie – og steg dem, indtil de tager farve.
Hæld vandet fra nudlerne og fordel dem i fire skåle. Fordel gulerødder, agurk og bønnespirer i de fire skåle sammen med dressingen. Vend indholdet af hver skål med fingrene og fordel dernæst rejerne over hver skål med. Drys til sidst mynte, koriander og peanuts over og servér din rejesalat med det samme.
Note: Denne rejesalat er et godt eksempel på, hvad det vietnamesiske køkken kan. Masser af grøntsager og en frisk og krydret smag kombineret med gode nudler og saftige rejer. En rejesalat jeg helt sikkert skal have igen! Man serverer ofte øl til vietnamesisk mad, men denne ret fungerer også godt sammen med en let sødmefuld hvidvin.
Den nudel salat må jeg prøve at lave i aften 😊🙌
Håber du kunne lide den 🙂