Bánh xèo – vietnamesisk pandekage med fyld

Bánh xèo – vietnamesisk pandekage med fyld

I forbindelse med mit vietnamesiske benspænd skal jeg naturligvis også prøve at lave bánh xèo – en slags vietnamesisk pandekage, der ofte er fyldt af rejer, svinekød og grøntsager. Det sjove er i øvrigt, at da jeg så billeder af bánh xèo første gang, troede jeg, at det var en form for omelet, og det skyldtes først og fremmest farven. Den kommer dog fra gurkemeje og ikke fra æggeblommer 🙂

Jeg valgte at bruge min største pande og lavede disse bánh xèo ret store, så vi kun behøvede én hver, men normalt vil man nok lave dem lidt mindre og tyndere, så man kan spise 2-3 stykker.

Jeg skelede til en opskrift hos Hungry Huy men justerede op og ned på en række af målene, udskiftede skalotteløg med forårsløg, brugte tynde skiver af svinebryst i stedet for svinemave (!) og undlod mungbønner.

Bánh Xèo

2 personer

Pandekagedej:
1½ dl hvedemel
½ dl rismel
1 tsk gurkemeje
½ tsk salt
1 dl kokosmælk
2-3 dl vand
1 forårsløg, finthakket

Fyld:
100-150 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
150 g svinebryst
½ løg, finthakket
100 g bønnespirer
1-1½ spsk mynte, finthakket
kokosolie til stegning

Tilbehør:
½ bundt frisk koriander
Salat
Lidt vietnamesisk chilisauce

Rør hvedemel, rismel, salt og gurkemeje sammen i en skål. Tilsæt kokosmælk og derefter så meget vand, at du får en god, lind pandekagedej. Rør forårsløget og lad dejen hvile en halv times tid. Mens den gør det, kan du forberede svinekødet og rejerne. Start med at pille rejerne og fjerne den sorte streng, de har på maven. Steg svinekødet i kokosolie, indtil det er brunet på begge sider. Svits dernæst rejerne, indtil de har skiftet farve til rød. Skær både rejer og svinebrystet i stykker på ca. 1×2 eller 2×2 cm.

Hæld kokosolie på en stor pande, varm det op ved mediumvarme og drys derefter halvdelen af løget ud over. Svits det i 30 sekunder og tilsæt så halvdelen af rejerne og halvdelen af svinekødet. Fordel derefter dej ud over panden og sørg for at vippe den, så dejen fordeler sig ligeligt. Lad pandekagen stege i nogle minutter, indtil den er fast, og vip den så over på en stor tallerken, så den bagte side af pandekagen vender nedad. Fordel bønnespirer og mynte på den ene halvdel af din bánh xèo og fold den sammen. Hæld chilisaucen over og drys med koriander. Servér din bánh xèo sammen med sprød salat.

Note: Bánh xèo er en ganske dejlig vietnamesisk ret. Kombinationen af svinekød og rejer fungerer godt, og så er jeg altid fan af både koriander og bønnespirer. Jeg brugte egentlig lidt mere rismel, end jeg har angivet herover, men jeg er ikke selv så begejstret for smagen af rismel, så derfor tonede jeg dette ned i ovenstående opskrift.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *