Schneeball – friteret snebold

Schneeball – friteret snebold

Den tyske Schneeball er en lidt fjollet kage, så selvfølgelig skulle jeg prøve den i forbindelse med mit tyske julekager-benspænd!

Schneeball er en snørklet friteret kage, der overhældes med glasur eller flormelis lige efter stegning og spises lun. Den minder lidt om de amerikanske funnel cakes men er dog ikke helt så saftig.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Backen Mit Spass men justerede på nogle af målene og tilføjede lidt vaniljepulver og sukker for at give dem en lidt sødere smag. Jeg tror dog, at de bliver lidt mere saftige, hvis man bruger yoghurt naturel eller creme fraiche, så det har jeg noteret i opskriften.

Schneeball

4-5 stk

1½-2 dl hvedemel
1 æg
1 spsk rørsukker
½ dl yoghurt naturel eller creme fraiche
1 tsk friskrevet citronskal
½ tsk vaniljepulver

Derudover:
1 l rapsolie til stegning
flormelis til pynt

Pisk æg og rørsukker luftigt og tilsæt derefter yoghurt/creme fraiche, citronskal og vaniljepulver. Pisk det sammen og tilsæt melet lidt efter lidt, indtil du har en smidig og fast dej. Dæk den med lidt husholdningsfilm og læg den på køl en halv times tid.

Del dejen i 4-5 stykker og rul dem ud til ovale stykker.

schneeball dej

Brug en pizzaskærer eller en kniv til at skære snit i dejen, som ikke går helt ud til kanten – se herover.

Hæld olien i en lille dyb gryde og varm den op, indtil du kan stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik i olien, og det bobler omkring den. Brug skaftet på en grydeske til at løfte hveranden af strimlerne og derefter dejen op og forsigtigt dreje den i hånden, så det bliver en løs bold af dejstrimler. Brug to grydeskeer til putte den i olien og derefter sørge for – med skeerne – at den ikke breder sig ud i hele gryden men stadig holder en sneboldform (jaja, snebolde er normalt mere kompakte, men pointen er, at kagen skal være nogenlunde rund). Lad den stege nogle minutter – husk at vende undervejs – indtil den bliver gylden.

Put kagen over på fedtsugende papir og hæld flormelis eller glasur ud over den. Spis den med det samme.

Note: Schneeball er bestemt en festlig kage. Den skal spises ret hurtig, for ellers risikerer den at blive tør, og så må du ikke undervurdere friteret dej – den mætter temmelig meget!



2 thoughts on “Schneeball – friteret snebold”

  • Sådan en opskrift er da i sandhed også svær at modstå! Jeg overvejer i alt fald lige om ikke godt jeg gider at svine en gryde til igen…. (gid man kunne købe engangsgryder til fedtkogning).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *