Stollenkonfekt

Stollenkonfekt

Jeg nærmer mig afslutningen af denne måneds benspænd, og den næstsidste opskrift bliver på Stollenkonfekt.

Stollen eller Christstollen (kært barn har mange navne) er en slags julekage-frugtbrød, som du kan se i alskens udgaver i Tyskland. Det er en ret solid servering med masser af krydderier, nødder og tørrede frugter. Synes du, at det bliver lidt for overvældende, så kan du lave stollenkonfekt i stedet. De har nemlig en dejlig overskuelig størrelse og er ret hurtige at lave.

Jeg tog udgangspunkt i en Stollenopskrift fra Mein Naschglück men brugte lidt mere kanel og hvedemel, undlod mandler og tilføjede i stedet friskrevet appelsinskal.

Stollenkonfekt

45-50 stk.

80 g blødt smør
½ dl rørsukker
250 g creme fraiche 18%
4½ dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1½ tsk kanel
100 g tørrede tranebær, hakkede
1½ tsk friskrevet øko-appelsinskal

Derudover:
Flormelis

Pisk smør og sukker til en cremet masse. Pisk derefter resten af ingredienserne i. Rul dejen til kugler, der er lidt mindre end hele valnødder og læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter, indtil de begynder at tage farve, og bunden på dem bliver mediumbrun.

Lad dem afkøle et par minutter, inden du vender dem i flormelis. Bag dem gerne dagen før, at du vil servere dem, da de har godt af at ‘trække smag’.

Stollenkonfekt skal opbevares i en lufttæt beholder – ellers risikerer du, at de bliver hårde efter et par dage.

Note: Stollenkonfekt findes i mange varianter. Denne udgave med tranebær og appelsinskal har en fin mild sødme uden at være hvinende sød.



4 thoughts on “Stollenkonfekt”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *