Polentamuffins med blåbær

Polentamuffins med blåbær

Navnegeneratoren, som indgår i månedens benspænd, foreslog mig at bage polentamuffins med blåbær, og det var da en god idé! Det er nemlig alt for længe siden, at jeg har bagt muffins. Jeg havde heller ikke lige tænkt på at bruge polentamel i kager – det bruger jeg trods alt mest i det salte i køkken, hvor jeg typisk bruger det i blød polenta, når jeg serverer gryderetter.

Jeg faldt over en opskrift på muffins med polenta og blåbær hos All Recipes, som jeg tog udgangspunkt i. Jeg justerede på målene, så de er lettere at lave, og så brugte jeg en kombination af græsk yoghurt og mælk i stedet for kærnemælk, som opskriften ellers var med.

Disse polentamuffins har en fin sødme men er ikke meget søde. De kan derfor bruges som en del af et morgenmåltid eller en brunch (skær evt. lidt ned på sukkeret). Jeg skulle dog servere dem som dessert, så jeg valgte at toppe nogle af dem med hvid glasur.

Polentamuffins med blåbær

12 stk.

3 dl hvedemel
1½ dl polentamel
½ tsk salt
1 dl rørsukker
2 tsk bagepulver
½ dl rapsolie
1 tsk vaniljepulver
1 æg
1 dl græsk yoghurt
1½ dl mælk
200 g blåbær

Derudover:
blødt smør til at smøre muffinsforme med
flormelis

 Sæt ovnen til 200 grader.

Rør hvedemel, polentamel, sukker, salt, bagepulver og vaniljepulver sammen i en skål. Tag en anden skål frem og pisk æg, yoghurt og mælk sammen i den, inden du hælder massen over i den første skål. Pisk dejen sammen og vend blåbærrene i den.

Smør muffinsforme med smør – jeg brugte en metalform med plads til 12 muffins – og fordel dejen i dem. Sæt dine polentamuffins i ovnen, når den er opvarmet, og bag dem i 20-25 minutter.

Tag kagerne ud af formen, mens de stadig er lune. Lad dem køle af og pynt dem så med lidt hvid glasur lavet på flormelis og vand.

Note: Saftige og dejlige polentamuffins, der mætter godt. Polentamelet giver dem lidt ekstra sprødhed, og jeg syntes, at glasuren passede fint til. Hvis du har planer om at fryse nogle af dine muffins ned, så gør det, inden du putter glasur på.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *