indisk vegetargryde, vegetargryde, indisk, vegetar, løg, peberfrugt, hvidløg, chili, kanel, tomater, røde linser, spidskommen, koriander, gurkemejeDa jeg havde engelsk benspænd, overvejede jeg blandt andet at lave en indisk ret undervejs. Englands tilknytning til Indien er ikke længere så stærk, men det indiske køkken er fortsat godt repræsenteret blandt restauranterne i London, og vi nåede da også forbi en rigtig god indisk restaurant, da vi var derovre for nylig. Mere om dette i næste uge.

Men tilbage til aftensmaden, som vi netop har nydt. Jeg var i det dovne hjørne og havde ikke rigtig planlagt aftenmåltidet, så da klokken nærmede sig spisetid, fandt jeg på at lave en indisk vegetargryde, for den kræver ikke så lang tids tilberedning (medmindre du bruger bønner og kikærter i retten). Jeg snusede lidt rundt på nettet og blev inspireret af en opskrift på indisk vegetargryde fra Eas Køkken. Jeg udelod dog flere ting – blandt andet aubergine og kari-blade – og skruede ekstra op for krydderierne. Vegetarmad må gerne smage af noget, og så giver det jo varmen…

Jeg improviserede et par pandebrød, som muligvis ikke er 100% autentiske (da jeg ikke ved, om indere bruger svedjerug), men de passede i hvert fald fint til retten.

Indisk vegetargryde
2 personer indisk vegetargryde, vegetargryde, indisk, vegetar, løg, peberfrugt, hvidløg, chili, kanel, tomater, røde linser, spidskommen, koriander, gurkemeje

1 løg
1 rød peber skåret i mindre tern
2 fed hvidløg
1 hel frisk chili
1 lille stang kanel
2 store modne tomater skåret i mindre tern
4 spsk røde linser
2 dl vand
olie til stegning
1 tsk spidskommen
1 tsk koriander
1 tsk gurkemeje
salt

Hak løget i tern og hvidløgene meget fine. Svits det kort i olie i en gryde – lad det ikke tage farve. Tilsæt tomater og peberfrugt. Rør godt rundt og lad det simre et minuts tid, inden du tilsætter krydderierne. Rør rundt. Tilsæt de røde linser og vandet. Lad det simre under låg i 15-20 minutter og servér indisk vegetargryde med det samme.

Note: Indisk vegetargryde er en godt krydret ret, der luner – jeg fik i hvert fald sved på panden, og det var såmænd ikke fordi, at den smagte så stærkt igen. Jeg var lidt bekymret for den chili, jeg brugte i retten, for den virkede temmelig hidsig, da jeg prøvesmagte den inden madlavningen, og af samme grund valgte jeg at spise en spsk mejeriprodukt til maden – det burde have været yoghurt naturel, men nu var det tilfældigvis creme fraiche, vi havde i køleskabet, og så måtte vi klare os med det.

Pandebrød
2 stk. pandebrød, brød, pandekager, hvedemel, svedjerug, smør, bagepulver

2 dl hvedemel
1 dl svedjerug
10 g smeltet smør
2 dl kogende vand
½ tsk bagepulver
lidt salt

olie til stegning

Rør hvedemel, svedjerug, bagepulver og salt grundigt sammen. Tilsæt smør og vand og rør det til en lind masse. Hæld et par spsk smagsneutral olie på en pande og steg brødene et ad gangen ved høj varme. OBS – når du hælder dejen ud på panden, så forsøg at glatte den så meget ud som muligt, så brødet ikke bliver for tykt.

Note: Hurtig og let måde at lave et saftigt madbrød på. Tilsæt evt. lidt krydderier.

Og så nød vi selvfølgelig en indisk øl til maden. Jeg ved ikke så meget om indiske øl, men mit generelle indtryk er, at de er rimelig milde og læskende, og det var denne øl i hvert fald.

Jeg har ikke set indiske øl i supermarkederne, men denne er også købt hos den lokale ølekspert, Bjergtrolden.