jordbærmartini, jordbær, mynte, gin, tør hvid vermouth, drink, jordbærdrink

Jordbærmartini? Jojo, det kan man godt. Opskriften på jordbærmartini har jeg fra det seneste nummer af Boligliv. Det er normalt ikke et blad, jeg læser, men jeg faldt over det hos frisøren i sidste uge (ja, jeg er typen, der som regel kun læser blade hos frisøren – jeg sværger!), og der var så mange gode opskrifter i, at jeg blev nødt til efterfølgende at købe det! Det har jeg aldrig oplevet før. Salaten er fra ‘Suveræne salater’.

Jordbærmartini
4 personer

24 frosne jordbær
4 kviste frisk mynte
2 dl gin
1 dl tør hvid vermouth
evt. lidt sukker

Kom alle ingredienser i en blender og kør, til konsistensen er som en smoothie. Pynt din jordbærmartini med mynte og servér straks.

Note: Vi havde ingen mynte, så jeg hældte et par spiseskefulde sukker i min jordbærmartini, så drinken ikke blev for bitter. I øvrigt havde jeg nær glemt at tage et billede af den, fordi jeg havde travlt i køkkenet…

stegte auberginer, cherrytomater, aubergine, hvidløg, basilikumblade

Stegte auberginer med cherrytomater, basilikum og citronskal
4 personer

400 g cherrytomater
2 auberginer
4 spsk olivenolie
lidt balsamicoeddike
salt og peber
1 fed hvidløg
2 spsk hakket basilikum
1 tsk reven citronskal

Auberginerne skæres igennem på langs og på tværs og herefter i smalle både på langs. De drysses med salt og trækker i minimum en halv time, hvorefter de skylles og aftørres. Auberginerne vendes i olivenolie, salt og peber og steges i et fad ved 250 grader til de er brune og møre – det tager ca. 20-30 minutter. Der vendes forsigtigt i dem undervejs.

Hvidløget presses, citronen rives fint på et rivejern og hakkes. Basilikum hakkes. De tre ingredienser blandes. Tomaterne skæres i halve – den ene halvdel lægges på et fad, krydres med salt og peber og stænkes med balsamicoeddiken. Herpå fordeles auberginerne, så resten af tomaterne og til sidst drysses der med krydderurteblandingen.

Note: Auberginerne kom ind sammen med kødet, så de fik længere tid ved lavere varme – og med højere varme til sidst. De var dog lige ved at få for meget. Jeg brugte alle citroner i huset til citronfromagen, så i denne ret erstattede jeg olivenolie med citronolivenolie – og det virkede rigtig godt. Sidst men ikke mindst brugte jeg to fed hvidløg.

Purløgsdressing
5-6 personer

½ liter Cheasy fraiche 9%
3 spsk klippet purløg
3 spsk ravigottesauce
salt

Ingredienserne blandes sammen og trækker gerne en halv time i køleskab inden servering. Passer især godt til oksekød.