Cassoulet med et twist

cassoulet, simremad, fransk, hvide bønner, lam, løg, lammekød, laurbærblade, nelliker, svinekød, bacon, porre, rødvin, tomatkoncentrat, tomater, cayennepeber, hvidløgAftensmaden i går blev en klassiker fra det franske køkken – cassoulet. I den version af cassoulet, som jeg så i Menu-kogebogen ‘Kalv & Lam’, bruges der lammekød, så det tog jeg udgangspunkt i.

Jeg ændrede en række ting i forhold til den oprindelige udgave, da jeg halverede mængden af bønner og i stedet brugte en porre mere. Jeg undlod salami men brugte ekstra bacon, og så tilføjede jeg mere væde undervejs – både rødvin og vand. Sidst men ikke mindst lod jeg min cassoulet blive i gryden under hele forløbet i stedet for at slutte af med at hælde kødretten i et ovnfast fad, drysse det med rasp og stille det i ovnen.

Cassoulet
5-6 personer

200 g hvide bønner
550 g lammekød i tern
2 store løg skåret i tern
smør
1 laurbærblad
3 nelliker
300 g bacon, skåret i tern
3 porrer skåret i skiver
2 glas rødvin
en dåse tomatkoncentrat
cayennepeber
et par fed hvidløg, pressede
salt og peber
evt. lidt frisk timian til pynt

De hvide bønner lægges i blød aftenen før. Kog dem næste dag i vand, der er tilsat laurbærbladet samt nellikerne. Mens de koger, svitser du lammekødet i en gryde sammen med en klat smør. Når kødet er brunet, tager du det op og hælder i stedet bacon, porrer og løg i gryden. Svits det godt og hæld derefter lammekødet tilbage i gryden. Tilsæt rødvinen, læg låg på gryden og lad det simre i en time. Hæld vand og krydderier fra de hvide bønner og hæld dem i lammegryden. Tilsæt evt. mere vand og rødvin, hvis retten er ved at koge tør. Hæld tomatkoncentrat, cayennepeber og hvidløg i gryden og lad det simre videre en halv times tid. Smag din cassoulet til med salt og peber.

Spis det sammen med flutes og et glas rødvin.

Note: Cassoulet er en typisk efterårs-/vintermad – meget tung og fyldig – og da det anbefales, at den nydes sammen med flutes og rødvin, bliver det et solidt måltid. Vi ‘snød’ dog og spiste resterne sammen med en simpel salat her til aften, for selvom cassoulet er velsmagende, så bliver det altså lidt for tungt til mig, hvis der ikke er lidt frisk salat til.

4 thoughts on “Cassoulet med et twist

    • Jep, ellers bliver det lige lovlig tungt – men vi måtte selvfølgelig prøve den traditionelle måde først 🙂

    • Det er en glimrende måde at få simremad på – især fordi det er en let måde at få sneget flere bønner ind i madlavningen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *