Surdejspizza med asparges og gedeost samt grøn salat med skvalderkål

Her til aften fik vi surdejspizza for første gang. I løbet af ugen har jeg flere gange tænkt på at lave en pizza med asparges på, og samtidig har jeg også en surdej, der trænger til at blive brugt. Jeg havde et øjeblik overvejet at lave pizzadejen med surdej i, men forkastede ideen – indtil jeg dagen efter så et indlæg hos Hanne K, hvor hun netop havde lavet surdejspizza! Så var der ingen undskyldning længere – så kunne jeg også komme i gang med mit pizzaprojekt! Jeg havde dog et par melposer, der skulle bruges, så jeg lavede den ikke på samme meltyper som Hannes surdejspizza.

OBS: Du skal kun bruge halvdelen af nedenstående dej, hvis du blot skal lave surdejspizza til to personer. Jeg lavede hele portionen og bagte en pizza med noget andet fyld, som nu er puttet i fryseren til en travl hverdag.

Surdejspizza med asparges og gedeost
2 personer

1 dl surdejsurdejspizza, pizza, surdej, gær, sigtemel, hvedemel, durummel, olivenolie
2½ dl vand
10 g gær
1 tsk sukker
200 g sigtemel
100 g hvedemel
120 g durummel
2 tsk salt
1 spsk olivenolie

Fyld:
200 g grønne asparges
6 tsk artiskokpesto
120 g mild gedeost

Bland surdej, vand, gær og sukker. Tilsæt resten af ingredienserne og lad det ælte gerne – gerne ti minutter. Jeg brugte en røremaskine. Lad dejen hæve i køleskabet natten over.

Tag dejen ud og del den i to kugler. Sæt dem i køleskab i mindst en time og gerne længere. En time før, at du vil lave aftensmad, tager du dejen ud af køleskabet.

Tænd ovnen på 225 grader varmluft og lad en bageplade varme op sammen med ovnen. Rul imens dejen tyndt ud og flyt den over på et stykke bagepapir. Smør hver surdejspizza med artiskokpesto, skær gedeosten i tynde skiver og læg den oven på. Tag alle asparges, knæk den nederste del af dem og fordel dem på hver pizza. Bag den i ovnen i ca. 7-8 minutter.

Note: Surdejspizza er et ganske godt koncept, og med ovenstående fyld savnede jeg slet ikke kødfyld på den. Jeg tror, jeg skal eksperimentere videre med meltyperne, så jeg laver en mere sprød surdejspizza en anden gang. Dejen er dejlig at arbejde med, men det er selvfølgelig lidt besværligt, at man skal blande den allerede dagen før. Jeg synes dog, at den var det værd.

Grøn salat med skvalderkål
2 personer salat, skvalderkål, salat, ærter, citronolie, solsikkekerner

5 kviste skvalderkål
en stor håndfuld salat – Lolla Bianco
125 g sugar snaps (ærter)
citronolie
lidt solsikkekerner

Hak både salat og skvalderkål og bland dem i et fad. Skold ærterne og hak dem i grove stykker. Bland dem i salaten med lidt citronolie og drys solsikkekerner over.

Note: Meget mild salat, men det skulle den også være, så den ikke konkurrerede med pizzaen i smag.

6 thoughts on “Surdejspizza med asparges og gedeost samt grøn salat med skvalderkål

  1. Jeg kan rigtig godt lide asparges og jeg kunne også godt finde på at putte dem på en pizza. Vi fik faktisk pizza i går, men det måtte blive en børnevenlig udgave med skinke og ost, fik kun lidt champignoner i et hjørne.
    Dejligt at I har fået sommer.

  2. Uhm, den sodavand ser god ud, jeg må se om jeg kan finde den i den lokale Netto 🙂
    Jeg er ellers vild med rød sodavand, men de er jo ikke så sunde……..

    Fed ide med pizzadejen, det må jeg prøve engang ved lejlighed, så der røg der lige endnu en ting på “listen” 😉

    Mange hilsner
    Birthe

  3. Lene – asparges er også en af de ting, jeg har glædet mig til ved foråret – de er så dejlig sprøde 🙂

    Jeg kommer desværre ikke så meget ud i dag, men til min overraskelse ser det ud til, at det gode vejr er blevet forlænget til i morgen, og det er da en skøn nyhed!

  4. NYBH – jeg får i det hele taget købt en masse gode sager i Netto, når de har spottilbud. Jeg kan ikke holde mig væk fra de hylder! 😀

    Og godt jeg kan give lidt igen mht. listerne 😉

  5. Hvor lyder det lækkert! Og jeg tager straks din idé med skvalderkålen til mig – det er bare at gå et par meter ud i haven 🙂

    Ha' en god 2. pinsedag!

  6. Madame – mange tak! Det var også en aldeles fremragende pizza – og så smagte den bestemt ikke dårligere af at blive spist på terrassen i solskinsvejr! 😀

    Og det er også rart at finde noget fornuftigt at bruge skvalderkålen til, hehe!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *