Aubergine-kartoffel curry

Lørdag aften fik vi en omgang stærk indisk mad. Det trængte jeg også til, for jeg pebfrøs og blev rimelig irriteret til sidst (undskyld!). Men altså – hvor er det forår, som jeg har glædet mig til i flere måneder?! Jeg læste i dag, at der atter havde været frost flere steder i landet her i morges!

Den indiske ret havde jeg set en opskrift på i ‘Vores indiske køkken’. Jeg brugte lidt mindre aubergine og erstattede de grønne chilier med røde (hvilket gør retten rimelig hidsig).

Aubergine-kartoffel curry
4 personer

450 g aubergine skåret i tern
2 kartofler skåret i tern
1 løg, hakket
1 spsk sennepsfrø
2 røde chilier, grofthakkede
30 g frisk ingefær, finthakket
3 fed presset hvidløg
2 tomater skåret i mindre stykker
lidt stødt gurkemeje
1 tsk stødt chili
1 tsk stødt spidskommen
salt
3 dl vand

Steg sennepsfrøene i en gryde med lidt olie i et halvt minut. Tilsæt de hakkede løg og steg dem, til de er gyldne. Tilsæt hvidløg, ingefær og chilier og svits i et par minutter. Tilsæt derefter resten af krydderierne og lad det stege et par minutter mere. Kom kartoflerne i og giv dem ca. fem minutter, inden du tilsætter aubergineternene. Efter tre minutter hælder du vandet i og lader retten simre i 20-25 minutter ved middelvarme, indtil kartoffelternene er møre.

Note: Fin, spicy ret som dog var lige i overkanten af, hvad jeg kan tåle af stærk mad. De friske chilier gav temmelig meget spark til retten, så dem kan du snildt bruge mindre af, hvis du ikke er så god til stærk mad.

Til maden fik vi desuden ris, æble-abrikos chutney, raita med agurk og den gode indiske salat.



12 thoughts on “Aubergine-kartoffel curry”

  • Den ret vil jeg lade mig inspirere af, jeg har det hele hjemme, lige undtaget sennepsfrø, – skal de absolut være der?
    Knus
    Vibeke

  • Vibeke – nej, i indisk mad skal der så mange forskellige krydderier i, at jeg ofte tager det noget løst, om jeg får dem alle sammen med og i de 'rigtige' mængder. Så det synes jeg ikke skal holde dig tilbage 🙂

  • NYBH – mange tak! Ja, men det hjalp også, at jeg fik vrisset mig til, at brændeovnen blev tændt 😉

    I dag har jeg dog frosset endnu mere, så måske jeg bare skal leve af indisk mad resten af måneden… :-O

  • Hanne – se det skulle man tro, men jeg havde også spicet den godt op 😀

    Og nu lover DMI generelt temperaturer OVER fem grader – det var sørenjensemig også på tide!

  • Wow, det er lige en middag efter mit hovede. Og jeg har lige en stor aubergine der skal bruges. Tak for tippet!

    Jeg har nogle små tørrede chilier, som altid tager fusen på mig. Håber at dine smagsløg overlevede 🙂

  • Klidmoster – det var så lidt! Mine smagsløg overlevede, men jeg havde ingen problemer med at holde varmen resten af aftenen! 😀

    Desuden fik vi lidt hjemmelavet mangosorbet til dessert, og det mildnede også en del 🙂

  • Jeg linkede fra Milles mad til denne opskrift. Lækkert billede og retten lyder god, men de pebre, du nævner i indledningen, synes jeg ikke jeg kan finde i ingredienslisten og ej heller de friske chilier – hvor mange? Vil rigtig gerne prøve opskriften!

    • Jeg kan godt forstå, du ikke kan finde dem, for jeg kan se, at jeg fik skrevet pebre i stedet for chilier. Opskriften er rettet til nu 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *