Rodfrugtstærte og grøn salat med hvid aubergine og sød dressing

Hm. Jeg kan se på det hele, at jeg kommer godt og grundigt bagud med bloggeriet de næste dage, da min kalender er proppet med aftaler, og flere madeksperimenter vil ligge i kø for at blive blogget. Men heller det end at jeg keder mig!

I torsdags fik vi en rodfrugtstærte, hvor jeg havde set den oprindelige opskrift på Arlas hjemmeside, men tilpasset de råvarer, jeg lige havde i køleskabet. Vi fik også en fin salat til, og alt i alt var det et ret godt måltid. Det kan dog godt være, at der skal serveres en ekstra ting til, for et stort måltid var det ikke, så hvis du har en god appetit, vil jeg anbefale det. Min udgave blev i øvrigt en anelse al dente, men det skyldtes mest, at jeg brugte en springform, som lækkede, så en del af æggemassen endte i bunden af ovnen. Jeg har før haft problemer med den form, og nu gik den ikke længere – den er røget til udsmidning!

Rodfrugtstærte
4 personer rodfrugtstærte, tærte, madtærte, vegetar, pastinak, glaskål, kartofler, persille, hvidløg, oregano, fetaost, æg, fløde

700 g rodfrugter – jeg brugte pastinak og glaskål
300 g kartofler
1 dl finthakket persille
2 fed hvidløg, pressede
2 tsk tørret oregano
200 g fetaost
salt og peber
4 æg
2½ dl fløde

Smør en springform (ca. 24 cm i diameter). Skræl rodfrugter og kartofler og skær dem i tynde skiver. Smuldr osten og bland den sammen med persille, hvidløg og oregano. brug evt. en foodprocessor). Fordel rodfrugter, kartofler og osteblanding i lag i formen – afslut med osteblanding øverst. Pisk æg og fløde sammen og hæld det over tærten. Bag tærten nederst i ovnen ved 175 grader i ca. en time og et kvarter.

Note: Ret lækker – jeg tror, det var pastinakkerne, der gjorde den en anelse sød. Helt sikkert en ret, jeg kan finde på at lave igen og evt. eksperimentere videre med indholdet.

Grøn salat med hvid aubergine og sød dressing

– romainesalat, strimlet
– hvid aubergine, skåret i tern
– usaltede cashewnødder, grofthakkede
– ramsløg i fine strimler
– lidt citronolie
– lidt passionsfrugtsirup

Alle ingredienser blandes.

Note: Den lille smule sirup kan virkelig sælge en salat, og du kan sagtens bruge en anden form for sød sirup som erstatning, hvis du ikke lige har den ovenstående variant.



6 thoughts on “Rodfrugtstærte og grøn salat med hvid aubergine og sød dressing”

  • Den rodfrugttærte ser godt nok spændende ud, den ryger på listen, jeg er jo ret vild med tærter 🙂

    Også salaten ser mere end tiltalende ud, hvide auberginer?, det har jeg aldrig hørt om – det bliver vist svære at opdrive her i det mørke Jylland 😉

    En lille smule sirup går godt i en salat dressing, men jeg kan forestille mig at passionsfrugtsirup, går ekstra godt…

    Mange hilsner
    Birhe

  • Hmm, skal det ikke være 2½ dl kaffefløde? 2½ l lyder en anelse meget:)
    God blog!

  • NYBH – jeg er heller ikke stødt på hvide auberginer før, men jeg blev dybt fascineret, da jeg så den i supermarkedet, så jeg måtte selvfølgelig lige købe en med 😉

  • Hej Anynom!
    Haha, jo du har selvfølgelig ret – i litermål bliver det en kende ambitiøst 😉

    Mange tak – jeg sørger lige for at rette det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *