Stikkelsbærtærte
Denne stikkelsbærtærte medbragte jeg i sidste uge, da jeg fik til opgave at medbringe en kage til et morgenmadsarrangement. En bærtærte passer jo perfekt ind i mit stop-spild-af-mad-benspænd, for så kunne bruge løs af alle de lækre sommer- og efterårsbær, der pt. er i vores fryser.
Jeg hentede inspiration i en opskrift på stikkelsbærtærte hos BBC Goodfood. Jeg justerede dog på en række af målene og brugte for eksempel langt flere bær, ligesom jeg valgte at bruge samme dej, som jeg brugte til en hindbærtærte sidste år. Der bliver dog en rest tærtedej til overs – den kan du fryse eller gemme i køleskabet til en anden dag, hvor du vil lave en minitærte.
Stikkelsbærtærte
ca. 10 personer
Tærtedej:
75 g smør
3 spsk rørsukker
2 små æg
175 g hvedemel – evt. lidt mere
Fyld:
450-500 g stikkelsbær, optøede fra frost
2½ dl double cream (48% fløde)
100 g rørsukker
1½ tsk vaniljepulver
1 spsk hvedemel
Pynt:
sigtet flormelis
Ælt ingredienserne til tærtedejen sammen. Lad den hvile et kvarter i køleskab, inden du ruller dejen ud og beklæder et smurt tærtefad – ca. 28 cm i diameter – med dejen. Sørg for, at tærtedejen stikker ca. en halv cm op over kanten af fadet, da dejen ‘krymper’ lidt, når den bages. Prik tærtebunden flere steder med en gaffel og sæt derefter tærtefadet i fryseren i en halv time.
Tag tærtefadet ud af fryseren og læg et stykke bagepapir oven på dejen. Fordel et par håndfulde tørrede kikærter eller bønner ud over det og stil derefter tærtefadet i ovnen ved 200 grader i et kvarter. Tag derefter tærten ud af ovnen, fjern de tørrede ærter/bønner og giv dejen fem minutter mere i ovnen.
Fordel stikkelsbærrene ud over tærtedejen. Rør double cream, rørsukker, vanilje og hvedemel sammen og fordel det ud over stikkelsbærrene. Stil din stikkelsbærtærte tilbage i ovnen og giv den ca. 35 minutter. Tag kagen ud af ovnen og pynt den med lidt flormelis.
Du kan spise din stikkelsbærtærte som den er, men den vil også fungere fint med lidt flødeskum eller vaniljeis.
Note: Frisk stikkelsbærtærte med fin sødme og et strejf af vanilje. Hvor syrlig/sød denne stikkelsbærtærte er, afhænger først og fremmest af dine stikkelsbær. Jeg vidste, at mine var til den syrlige side, så jeg valgte at putte lidt mere sukker i tærten i forhold til den opskrift, jeg skelede til, og jeg var godt tilfreds med resultatet. Er du til ret søde tærter, så bør du putte mere sukker i.
Hep :o)
Det lyder lækkert og ser flot ud. Så nu ved jeg da vist hvad jeg skal bruge mine frosne stikkelsbær til. Tror jeg prøve denne lækre tærte til weekenden.
God dag.
Tusind tak! God fornøjelse – det er skønt at kunne fiske bær ud af fryseren her om vinteren og lave lidt sommerretter 🙂
Tak for opskriften! Jeg har masser af stikkelsbær fra haven gemt i fryseren; de bruges ellers kun til marmelade og grød, så det var tilltrængt for én, der blev stukket af en stikkelsbærbusk som barn …
Jeg vil begynde med en lille pøvetærte for at kunne bestemme sukkermængden til mine rivsure bær – efter mine smagsløg.
Det var så lidt! Jeg kan også anbefale den stikkelsbærkage, der er link til lige under opskriften – eller hvad med lidt stikkelsbærsaft?
Nu er det så jeg ikke kan huske om min fryser indeholder stikkelsbær – det håber jeg dælmene!
Jeg krydser fingre 😀