Hindbærtærte med marcipan

hindbærtærte, tærte, desserttærte, hindbær, bær, kage, hvedemel, marcipan, hvid chokolade, mandler, rørsukker, æg, vanilje, smørGemalen havde fødselsdag tidligere på ugen, og så skulle han selvfølgelig have kage med på arbejde – en opgave, jeg straks tilbød at stå for. Han kan godt lide kager med bær og hvid chokolade i, så jeg besluttede mig for at lave en hindbærtærte med marcipan og hvid chokolade. Jeg fiskede en pose hindbær – hjemmeplukkede fra sidste efterår – ud af fryseren og skelede derefter lidt til en opskrift fra Femina, men jeg justerede en del af målene og ændrede også på flere af ingredienserne.

Hindbærtærte med marcipan
5-6 personer

ca. 250 g frosne hindbær

Tærtedej:
50 g koldt smør, skåret i små tern
2 spsk rørsukker
en smule salt
1 æg
120 g hvedemel

Marcipanfyld:

120 g marcipan
2 spsk rørsukker
1 æg
1 tsk vaniljepulver
en håndfuld mandler
70 g hvid chokolade

Pynt: Mandler skåret i tynde flager

Tø hindbærrene op. Vær opmærksom på, at de taber en del væske, så sørg for at opbevare hindbærrene i en skål under optøningen.

Ælt ingredienserne til tærtedejen sammen. Rul dejen ud og beklæd et lille dybt og smørsmurt tærtefad med det. Stil fadet i fryseren i en halv time.

Riv marcipanen groft og rør den sammen med sukker, æg og vaniljepulver. Hak mandler og hvid chokolade fint. Tag tærtefadet ud af fryseren og fordel marcipanfyldet ud over bunden. Drys mandler og hvid chokolade oven på. Dryp 2-3 spsk hindbærsaft over det. Dræn hindbærrene og fordel dem ud over marcipanfyldet. Stil din hindbærtærte i ovnen ved 190 grader og bag den i ca. 30 minutter. Tag tærten ud af ovnen og pynt den med mandelflager. Lad den køle af.

Du kan servere denne hindbærtærte sammen med creme fraiche eller flødeskum, men den kan også sagtens spises, som den er.

Note: Denne hindbærtærte har en fin syrlighed fra hindbærrene, der samtidig får modspil fra den søde marcipan og den hvide chokolade. På grund af marcipanmængden er det også en hindbærtærte, der mætter godt 🙂

4 thoughts on “Hindbærtærte med marcipan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *