Citronmuffins med lemon curd og hvid chokoladecreme

citronmuffins, muffins, cupcakes, kage, dessert, citroner, æg, hvedemel, mælk, vanilje, vaniljesukker, chokolade, hvid chokolade, citroner, fløde, chokoladecreme, lemon curd, smørDa jeg havde fødselsdag i går, tog jeg selvfølgelig kage med til mine søde kolleger. Valget faldt på disse citronmuffins, som jeg fandt inspirationen til hos Himmelske Kager, for jeg elsker citroner – især i kager. Jeg justerede et par ting ved opskriften, lavede en lemon curd og toppede kagerne med en hvid chokoladecreme. Jeg brugte Opalys – en ny hvid chokolade, som Valrhona lancerede i efteråret. Det er min favorit blandt de hvide chokolader, for den er mild, fløjlsblød og slet ikke så sød som mange andre hvide chokolader. En rigtig kvalitetschokolade. Kan du ikke skaffe denne, så kig i stedet efter Valrhonas anden hvide chokolade, Ivoire, som er et godt alternativ. Chokoladen er venligst doneret af Chokolade Compagniet.

Citronmuffins med lemon curd og chokoladecreme
24 stk.

250 g blødt smør
250 g rørsukker
6 æg
2 tsk vaniljesukker
revet skal fra to øko-citroner
400 g hvedemel
4 tsk bagepulver
2 dl mini- eller letmælk

lemon curd

Hvid chokoladecreme:
200 g Valrhona Opalys (eller alternativt Ivoire)
3 dl fløde

Chokoladecremen skal laves dagen før. Her hakker du chokoladen og hælder den i en skål. Varm fløden op til kogepunktet og hæld den så over chokoladen. Rør godt rundt i skålen og stil den så i køleskabet til næste dag. Husk at dække chokoladens overflade med husholdningsfilm, så chokoladen ikke trækker skind og tager smag af resten af maden i køleskabet.

Næste dag pisker du chokolademassen til en let creme.

Citronmuffins:
Pisk smør, sukker, æg, vanilje og citronskal sammen. Tilsæt derefter bagepulveret samt halvdelen af melet. Pisk det grundigt sammen, tilsæt mælken og pisk igen. Tilsæt derefter resten af hvedemelet og rør det til en ensartet dej.

Fyld hver muffinform 3/4 del op med dej. Jeg kan anbefale, at muffinformene står i en metal cupcakeform, så de bliver lige og pæne under bagningen. Bag kagerne ved 175 grader i 20-25 minutter.

Lad dine citronmuffins køle helt af, inden du skærer en fordybning i hver muffin med en lille urtekniv. Fyld fordybningen med lemon curd.

Top hver muffin med hvid chokoladecreme og drys lidt funky krymmel på.

Note: Disse citronmuffins er bløde, luftige og har en fin citrussmag, som forstærkes af den søde lemon curd. Dette er en kage for dig, hvis du elsker citronkager! Den milde, fede creme får kagerne til at smelte på tungen.

9 thoughts on “Citronmuffins med lemon curd og hvid chokoladecreme

  1. Stort tillykke med fødselsdagen. Også for bloggen 🙂 Håber, du havde en dejlig dag. Det er en fin give-away, du har lavet. Kommer dog ikke til at deltage, for jeg tror ikke, vi kan komme afsted til det der i slutningen af marts, men ville lige lægge en tillykkehilsen, når du skrev et nyt indlæg, så det ikke blev blandet ind i konkurrencen. Dine kager herover ser lækre ud 🙂

  2. Stort tillykke med din fødselsdag, og som du ved, har jeg det helt på samme måde med citroner:-)

  3. Pingback: Omvendt hindbærroulade med hvid chokolade - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *