Rugbrød med havtorn

rugbrød, rugbrød med havtorn, brød, øl, sirup, surdej, havtorn, rugkerner, havregryn, sesamfrø, maltmel, speltmel, rugmel, emmermel

Rugbrød fra lidt alternativ vinkel

Nu bruger jeg altid øl i rugbrød, så selvfølgelig skal jeg også bage rugbrød, når jeg har et benspænd med øl. Den anden dag fandt jeg derfor den store røremaskine frem, og så skulle der ellers eksperimenteres. For et stykke tid siden købte jeg en pakke tørrede havtorn hos Meyers, og de skulle i rugbrødet. Jeg havde nemlig en fordom om, at de lidt bitre bær ville gøre sig rigtig godt i rugbrødsdejen.

Rugbrød med havtorn
1 stort brød – 22-24 skiver

8 dl lunkent vand
3 dl mørk øl – gerne stout
½ dl mørk sirup
5 spsk surdej
3 tsk groft salt med top
2 dl tørrede havtorn
500 gram skårne rugkerner
200 gram havregryn
50 gram sesamfrø
30 gram brændt maltmel
100 g speltmel
500 gram rugmel
150 g emmermel

Bland vand, øl, sirup og surdej i en røremaskine. Tilsæt derefter de tørre ingredienser lidt ad gangen og lad det røre rundt i ti minutter. Derefter lægger du et viskestykke over skålen og lader dejen og pønse i 12-24 timer ved stuetemperatur. Dejen puttes i en stor rugbrødsform og sættes i en forvarmet ovn, hvor den skal bage i to timer ved 170 grader.

Pak evt. brødet ind i et viskestykke, mens det afkøler på en bagerist, så det ikke bliver for hårdt, og skær det i skiver næste dag.

Note: Havtornene gav nogle smukke, orange ‘gnister’ i brødet og havde i øvrigt en lidt pudsig smag af koncentreret gulerod. De var ikke så bitre, som jeg havde forventet, men de komplimenterede resten af ingredienserne godt. Et rigtigt efterårs-rugbrød.

13 thoughts on “Rugbrød med havtorn

  1. Det lyder spændende! Jeg gad vide, om havtornens mange gode egenskaber bevares efter en tur i ovnen. Jeg må også prøve at bage rugbrød med øl – det har vi aldrig prøvet her i huset 🙂

    • Det er et godt spørgsmål! Kender desværre ikke svaret, men jeg kan til gengæld anbefale at bruge øl i rugbrødet – synes det giver en bedre og mørkere malt-smag, og sådan foretrækker jeg rugbrød 🙂

    • Ja, jeg blev også lidt overrasket! Vil gumle lidt mere af det de kommende dage og lure på, om det virkelig kan passe 😀

  2. Kender slet ikke det der Havtorn…

    Men brødet ser ummmm ud…

    Hyggehygge
    Marianne

    ps.. havde du ikke en gang et link til et kort over alle julemarkederne i Berlin ?

    • Hm… det tror jeg ikke, men prøv at kigge i de Berlin-indlæg, jeg har lavet – der nævner jeg de fem markeder, vi var forbi. Og ellers mener jeg, at Politiken har en online-guide til julemarkederne 🙂

  3. Hvis jeg bare havde læst overskriften på dette indlæg, uden at vide hvem der havde skrevet det, ville jeg have gættet på dig. Opfindsom som altid. Og så lyder det super lækkert.
    Kh Nadia

    • Hehe – mange tak 🙂
      Jeg tænkte, at når man nu kan putte tranebær i rugbrød, så kan man nok også putte havtorn i. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg gør det 🙂

    • Jeg har købt det hos Sofisticake (kagebutik i Roskilde), men det kan også købes hos flere af de danske online-kagebutikker 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *