Red velvet cookies

Red velvet cookies

Disse red velvet cookies kom med på arbejde i dag, da jeg ville have noget med til mine kolleger i anledning af min fødselsdag! For ja, det er tid til at fylde lyvogtyve igen 😀

Jeg faldt oprindelig over opskriften i et gammelt Bo Bedre-magasin og blev ekstra interesseret, da jeg så, at de kan holde sig saftige i 3-4 dage, hvis man putter dem i en lufttæt boks. Det var nemlig vigtigt, at jeg fandt en kage, der var let at transportere og kunne bages to dage før, da jeg ikke var hjemme i går aftes.

Jeg har lavet nogle mindre ændringer til opskriften samt fremgangsmåden – for eksempel stod der, at man skulle starte med at sætte ovnen til 180 grader, og lidt længere nede at man skulle putte dejen i køleskabet et par timer inden bagning … Og det er altså en lidt dyr måde at varme køkkenet op på!

Red velvet cookies

30 stk.

120 g blødt smør
150 g mørk farin
½ dl rørsukker
2 æg
1 spsk vaniljesukker
Et knips salt
½-1 tsk rød pastafarve
4 dl hvedemel
½ dl kakaopulver
1½ tsk bagepulver

Pynt:
1 dl rørsukker
1 dl flormelis
Evt. 1 spsk knuste, frysetørrede hindbær

Pisk smør, farin og sukker sammen til en cremet masse. Pisk æggene i dejen ét ad gangen, inden du pisker pastafarven i. Tilsæt salt, vaniljesukker, kakao og bagepulver og pisk det i dejen, inden du tilsætter hvedemelet lidt efter lidt. Saml dejen til en kugle og stil skålen med dejen i fryseren i en halv times tid – eller i køleskabet i et par timer.

Tag dejen ud og form den til kugler på størrelse med valnødder. Rul dem først i rørsukker og derefter i flormelis og sæt dem så på en bagepapirbeklædt bageplade. Tryk dem lidt fladere og bag dem så ved 180 grader øverst i ovnen i ca. 12 minutter, indtil de sprækker og hæver lidt op. De vil fortsat være lidt bløde, når du tager dem ud. Lad dem køle af, inden du gnider bunden af hver kage med lidt hindbærstøv (jeg synes, det er synd at drysse det over kagerne, da det stjæler opmærksomheden fra ’det sprækkede look’).

Note: Fine milde red velvet cookies. Det er en god idé at bruge lidt bærstøv, da kagerne i sig selv ikke smager af så meget. Jeg dryssede lidt oven på nogle af småkagerne, men foreslår som sagt at du gnider bunden af hver småkage med støvet i stedet.

Tjek i øvrigt mit indlæg fra dengang, hvor jeg lavede en mere traditionel red velvet cake.



2 thoughts on “Red velvet cookies”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *