Kolacky – ungarske julesmåkager
Har du prøvet ungarske julesmåkager? Jeg har fundet en, der har valnøddefyld, og det er jo helt perfekt til månedens valnødde-benspænd! Haps, den skulle jeg selvfølgelig prøve!
Jeg så opskriften hos Taste of Home, og så lavede jeg nogle enkelte justeringer. Jeg skar lidt ned på mængden af valnødder og tilsatte lidt mel til fyldet for at tykne det. Hvor mange, du får ud af opskriften, afhænger selvfølgelig af hvor store du laver dem. Jeg eksperimenterede lidt med størrelsen (og endte generelt med at lave dem rimelig store!), men det er jo lidt op til dig, om du foretrækker nogle små mundfulde eller småkager, der skal bides af.
Kolacky – ungarske julesmåkager
Dej:
100 g blødt smør
100 g blød flødeost
2½-3 dl hvedemel
½ tsk bagepulver
Valnøddefyld:
1 æggehvide
½ tsk vaniljesukker
½ dl rørsukker
100 g valnødder, blendede
1 spsk hvedemel med top på
Derudover:
flormelis
Pisk smør og flødeost sammen og tilsæt lidt efter lidt mel og bagepulver. Sæt skålen i køleskabet en times tid.
Efter en time pisker du æggehviderne, indtil de bliver luftige. Pisk vanilje og og tilsæt sukkeret lidt efter lidt, så det bliver grundigt rørt sammen. Rør valnødder og hvedemel i.
Drys hvedemel på bordet og rul dejen ud i et tyndt lag på ca 2 mm. Skær dejen i kvadrater – jeg vil foreslå 5 x 5 cm – og læg en klat valnøddefyld på skrå i hvert kvadrat (så fyldet ‘går fra hjørne til hjørne’). Tag en lille smule vand på fingerspidserne på tryk de to modsatte dejhjørner sammen, så de lukker sig om fyldet.
Læg dine kolacky på en bagepapirbeklædt bageplade og bag dem i 10-12 minutter ved 175 grader, indtil de er letgyldne. Lad dem køle helt af, inden du drysser dem med flormelis.
Da de indeholder flødeost, så er disse julesmåkager lidt mere saftige, end vi er vant til her i Danmark – fuldstændig ligesom de små valnøddehorn. Af samme grund bør de også spises inden for en uge.
Note: De smager slet ikke så tossede, disse kolacky! De er ret milde, så – da jeg elsker mad med smag – jeg kunne godt finde på at tilsætte lidt mere vanilje og måske et krydderi mere, hvis jeg bager dem igen. Spændende eksperiment!
Jeg er også et menneske, der elsker smag og har overvejet, hvad vil være godt med valnødder, her hælder jeg til noget mere potent end vanilje, fx fennikel
Det kunne være ret spændende – god idé!
Rigtig god jul 🙂