Kokos-citronkage

Månedens første benspændsret bliver denne saftige kokos-citronkage, som jeg har pyntet med knaldgrønt spiseligt glimmer! Jeg elsker citron, og det er alt ALT for længe siden, jeg sidst har bagt citronkage, så nu skulle det altså være.
Jeg fandt en opskrift på kokos-citronkage i et Familiejournalen fra 2019. Jeg valgte dog at justere på nogle af ingredienserne, hvor jeg blandt andet fordoblede kokoscremen samt lavede en citronsirup i stedet for en citrongelé. Derudover skulle jeg bage kagen i noget længere tid end i den oprindelige opskrift.
Kokos-citronkage
ca. 15 personer
200 g blødt smør
2 dl rørsukker
4 æg
skallen fra 2 øko-citroner
3½ dl hvedemel
1 dl kokosmel
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
2½ dl kærnemælk
Citronsirup:
saften fra 2 øko-citroner
1 dl rørsukker
Kokoscreme:
300 g flødeost
100 g blødt smør
2 dl flormelis
1 tsk vaniljesukker
2 dl kokosmel
Derudover:
spiseligt glimmer eller kokosflager til at drysse på kagen
Pisk smør og sukker til en cremet masse. Pisk æggene i et ad gangen, inden du tilsætter den revne citronskal. Pisk derefter først kærnemælk i og dernæst hvedemel, kokosmel, bagepulver samt vanilje i. Smør et fad på ca. 15 x 25 cm og læg bagepapir i, så den er lettere at tage op af fadet bagefter. Bag kagen ved 190 grader i 40-50 minutter. Bruger du et fad på 20 x 25 minutter, kan du nok få bagetiden ned på 30-40 minutter.
Lad kagen køle helt af, inden du løfter den ud af fadet. Flæk den i tre bunde med en lang, skarp kniv.
Kog citronsiruppen ved at hælde citronsaft og rørsukker i en gryde og varm det op, indtil sukkeret er smeltet. Dryp halvdelen af siruppen på den nederste bund.
Pisk smørret, indtil det er luftigt og pisk så flormelissen i lidt ad gangen. Pisk de øvrige ingredienser til kokoscremen i. Smør ca. 40% af kokoscremen på den nederste bund og læg så den midterste bund ovenpå og tryk det let sammen. Dryp den med resten af citronsiruppen og fordel ca. 40% af kokoscremen på bunden. Læg den øverste bund på og giv den et let tryk. Smør resten af kokoscremen på kagens top og slut af med at pynte din kokos-citronkage med sukkerpynt og/eller ristede kokosflager.
Note: Denne kokos-citronkage holder sig saftig i flere dage, så den kan du sagtens bage dagen før, at du skal servere den. Jeg lavede som sagt dobbelt portion af kokoscremen, men den kan du skære lidt ned på, hvis du foretrækker et tyndere fyldlag.
Kære Piskeris
Den ser forrygende ud.
Jeg går ud fra, at æggene skal i sammen med smør og sukker?
De bedste hilsner
Janne
Det kan de godt, men jeg vil anbefale at piske dem i ét ad gangen, når smør og sukker er pisket sammen 🙂
Hej skønne Piskeris
Ang din saftige kokus-citron kage,,,
Hvad skal æggene bruges til??
Kh ‘er en stor piskeris Fan
De skal i lige efter smør og rørsukker 🙂
(den linje var af en eller anden grund ikke kommet med, da jeg skrev blogindlægget i går morges)