Kaiserschmarrn – tyske pandekager
Min første benspændsret i denne måned er Kaiserschmarrn, der er en dessert, der både findes i Sydtyskland og i Østrig. Den består i bund og grund af meget luftige pandekager, der minder lidt om amerikanske pandekager. Kauserschmarrn steges dog som regel på en stor pande og rives derefter i mindre stykker, inden de steges videre med smør og sukker, så det karamelliserer. Pandekagerne serveres ofte med flormelis og frugtkompot eller bær.
Jeg fandt en opskrift hos My German Recipes, men justerede målene, så de passer bedre til det danske køkken.
Kaiserschmarrn – tyske pandekager
2 personer
2 æg
1 dl mælk
1 dl hvedemel
et knips salt
½ tsk vaniljepulver
20 g smør
2 tsk rørsukker
Del æggene, så du har æggehvider i én skål og æggeblommer i en anden. Tilsæt lidt salt til æggehviderne og pisk dem stive. Pisk derefter æggeblommerne i den anden skål sammen med hvedemel, vaniljepilver samt mælk. Vend forsigtigt de piskede æggehvider i dejen, så den bliver luftig.
Smelt halvdelen af smørret på en stor pande og fordel forsigtigt dejen ud i et tykt, jævnt lag. Steg den ved mediumvarme (endelig ikke for varm), indtil bunden er fast og gylden. Del pandekagen i mindre dele med to gafler og vend pandekagestykkerne, så de også steges på den anden side. Når de bliver gyldne på anden side, tilsætter du resten af smørret samt sukkeret og vend det godt rundt på panden. Steg pandekagestykkerne, indtil de begynder at karamellisere og tag dem så af.
Kaiserschmarrn serveres som sagt gerne med flormelis og enten frugtkompot eller bær – jeg brugte lidt hindbær, jeg høstede for et stykke tid siden og havde frosset ned.
Note: Altså – hvem kan ikke lide pandekager? Kaiserschmarrn er en dejlig luftig pandekage, og så synes jeg, at det ser festlig ud med flormelis og bær. Bestemt en hurtig og lækker dessert.