Zwetschgendatschi – tysk blommekage

Zwetschgendatschi – tysk blommekage

Nu er turen kommet til Zwetschgendatschi! Jeg er allerede ret vild med mit tyske-kager-benspænd, for det er simpelthen så hyggeligt at bage kager. I tirsdags var vi forbi min svigermor, hvor jeg bagte en Zwetschgendatschi ud fra nogle blommer, hun havde i frysereren. Og hvad er Zwetschgendatschi så? Det er en tysk udgave af blommekage eller blommetærte. Den består af en gærdej, der bruges som bund og derefter dækkes med blommestykker.

Den kan være meget dekorativ, hvis man bruger friske blommer, men denne udgave er som sagt lavet på blommer fra fryseren. Af samme grund… og så selvfølgelig fordi det smager ekstra godt… så valgte jeg at lave den udgave, hvor man dækker blommerne med en crumble. Laver du den med friske blommer, så prøv evt. at lave den uden crumble-laget. Men altså… lad os bare være ærlige. Jeg vil ALTID sætte smag over udseende. Selvom jeg selvfølgelig nyder, når mad er smuk. Men mange af efterårets og vinterens (simre-)retter er ikke nødvendigvis lige så smukke som sommerretterne.

Jeg hentede inspiration hos Maria, Es Schmect Mir, men justerede målene, så de passer bedre til det danske køkken.

Zwetschgendatschi – tysk blommekage

6-9 personer

200 g hvedemel
ca. 20 g gær
2 spsk rørsukker
40 g smeltet smør
1½ dl håndvarmt vand
lidt salt

Fyld:
700 g blommer, skåret i både
1½ spsk rørsukker
1½ tsk kanel

Crumble:
1 dl hvedemel
½ dl rørsukker
½ tsk vaniljepulver
40-50 g koldt smør

Hæld vandet i en skål og rør gæren ud i det. Rør smørret ud i det og tilsæt derefter resten af ingredienserne. Rør det grundigt sammen, indtil du har en enstartet dej. Læg et rent viskestykke over det og lad det hæve en halv times tid.

Smør et ildfast fad med lidt smeltet smør og rul så dejen ud. Beklæd fadets bund og kanter med dejen. Fordel blommerne på dejen. rør rørsukker og kanel sammen og drys det over blommerne. Rør hvedemel, rørsukker og vaniljepulver sammen i en skål. Gnid smørret ud i det, indtil det er godt fordelt. Drys din crumble over blommerne. Stil kagen i ovnen ved 200 grader og giv det ca. 25 minutter, indtil kanten ser gylden og bagt ud.

Lad din Zwetschgendatschi køle lidt af, inden du serverer den sammen med flødeskum eller creme fraiche.

Note: Dette er en dejlig blommetærte! Jeg kan især godt lide, at man bruger gærdej i Zwetschgendatschi, for det gør dejen mere luftig og saftig.



3 thoughts on “Zwetschgendatschi – tysk blommekage”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.