Donauwelle

Donauwelle

OBS – indeholder et sponsoreret link under ingredienser

Donauwelle er en tysk flerlagskage med kirsebær og vaniljecreme, der toppes med et chokoladelag. Den kunne jeg simpelthen ikke stå for, så den skulle naturligvis med i mit tyske-kager-benspænd. Og så kom den med, da vi skulle på skovtur med et vennepar og deres to små piger. Ikke den mest handy kage at tage med på udflugt, men så længe du husker tallerkner, gafler og servietter, så går det fint.

Donauwelle er ikke specielt svær at lave, men den tager dog lidt tid, da den består af fire lag. Oprindeligt laves den med sure kirsebær, men jeg havde en kirsebærsauce med hele kirsebær i, jeg gerne ville have brugt op, så det gjorde jeg i stedet. I den oprindelige opskrift fra Einfach Backen bruges der også vaniljebuddingpulver. Tyskerne har et eller andet med budding, så det færdigprodukt indgår også i nogle af deres kageopskrifter. Jeg udskiftede det dog med vanilje og majsstivelse, da det passer bedre til, hvad man har på lager i danske køkkener.

Donauwelle

8-10 personer

Dej:
3 æg
100 g rørsukker
½ dl rapsolie
2 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
½ dl vand
1 spsk kakaopulver
1 spsk mælk
½ glas syltede kirsebær
smør til formen

Creme:
½ l sødmælk
40 g smør
100 g rørsukker
1 vaniljestang
1 spsk majsstivelse

Chokoladeovertræk:
100 g mørk chokolade, hakket
1 tsk kokosolie (kan købes her)

Del æggene op, så der er æggehvider i én skål og æggeblommer i en anden. Pisk æggehviderne næsten stive, inden du tilsætter en spsk af sukkeret og pisker æggehviderne helt stive.

Pisk æggeblommer sammen med olien og resten af sukkeret, indtil det er luftigt. Pisk dernæst hvedemel, bagepulver og vand i. Del dejen op i to lige store dele. Hæld kakaopulver og mælk i den ene halvdel og pisk det. Vend forsigtigt halvdelen af æggehviderne i kakaodejen og den anden halvdel af æggehviderne i den hvide dej.

Tag et ildfast fad på ca. 16 x 28 cm og smør siderne med smør. Læg et stykke bagepapir i bunden af fadet. Fordel den hvide dej over bunden. Læg klatter af kakaodejen oven på og fordel derefter de syltede kirsebær oven på. Bag kagen i ovnen ved 180 grader i ca. 25 minutter og lad den så køle helt af.

Nu er det tid til at lave cremen. Flæk vaniljestangen og put den i en gryde sammen med smør og mælk. Varm det langsomt op. Hæld ca. 1 dl over i en lille skål, hvor du kan piske majsstivelsen ud i. Når mælken kommer i kog, pisker du majsstivelsen i. Pisk grundigt, indtil det begynder at tykne. Tag gryden af varmen og fordel cremen over kagen. Sørg for at glatte det godt ud og lad det så køle af.

Til sidst skal du lave chokoladeglasuren. Her hælder du chokoladen i en gryde sammen med kokosolien og varmer det langsomt op (du kan også lave det over vandbad i en gryde eller i mikroovn, men hvis du er forsigtig, kan du godt lave det i en gryde). Når det er smeltet, fordeler du det over kagen. Lad den køle af – men skær gerne kagestykkerne med en varm skarp kniv, inden chokoladen er helt stivnet.

Note: Donauwelle er en dejlig saftig kage med en fin kirsebærsmag og en skøn chokoladeoverflade. Den er ret mættende, så pas på, du ikke skærer (for) store stykker.



4 thoughts on “Donauwelle”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *