Bethmännchen – tysk marcipankage

Bethmännchen – tysk marcipankage

Bethmännchen er en lille tysk marcipankage med et pift af… rosenvand! Ja, den sidste del overraskede mig. Det er ikke særlig tit, jeg støder på rosenvand som ingrediens i madlavning, og generelt har jeg det lidt svært ved den blomstrede smag, men i Bethmännchen går den virkelig godt sammen med marcipanen.

Bethmännchen er i øvrigt en kage, der bages til jul og som også kan købes på julemarkedet i Frankfurt. Af samme grund er det jo oplagt at blogge om den i dag, hvor det er første advent. Jeg burde måske have gemt den til næste måneds benspænd, men den passer jo også fint under tyske kager-benspændet.

Jeg skelede til en opskrift hos Kuechen Götter men justerede på flere af målene.

Bethmännchen – tysk mandelkage

ca. 20 stk.

125 g revet marcipan
2 spsk flormelis
1 æg
1 spsk hvedemel
100 g mandler
1 spsk rørsukker
1 spsk rosenvand

Start med at hælde vand i en gryde og varm det op. Når vandet koger, hælder du mandlerne i og tager gryden af varmen. Lad det stå et minuts tid og fisk så mandlerne op med en ske i mindre portioner og smut skrællen af dem. Tag en tredjedel fra og blend dem til mandelmel. Ælt mandelmelet sammen med marcipan, flormelis, æg og hvedemel. Resten af de smuttede mandler deler du – evt. med en kniv – så du får to lange mandelflager af hver. Rul marcipanmassen til kugler – lidt mindre end en hel valnød – og stil dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Tag tre mandelflager og tryk dem på siderne af en af kuglerne. Fortsæt sådan med resten af dine marcipankugler.

Bag dine Bethmännchen ved 160 grader i 18-20 minutter, indtil de er letgyldne. Tag dem ud af ovnen. Varm rosenvand og sukker op i en gryde, til det koger. Hæld det forsigtigt over dine Bethmännchen og lad dem tørre.

Note: Disse marcipankager har en diskret smag af rosenvand, og jeg synes, det passer virkelig godt til den søde marcipansmag.



2 thoughts on “Bethmännchen – tysk marcipankage”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.