Hermits – engelske julekager
Det engelske køkken kan byde på en hel del interessante og dejlige julesmåkager. Udover gingerbread men, som også stammer fra England, så skulle hermits også stamme herfra. Nu kan man diskutere, om hermits er en julesmåkage – det ligner trods alt mere en form for energibar – men bare fordi det ikke lige er en sprød smørsmåkage, så skal man ikke undervurdere hermits. Jeg synes i den grad, de smager af jul, for de er fulde af julekrydderier, sukker, rosiner og valnødder – what’s not to like?
Hermits
6-8 stk.
2½ dl hvedemel
1 dl rosiner
1 dl mørk farin
1 tsk stødt ingefær
1½ tsk kanel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
en lille smule salt
1 dl lys sirup
50 g smeltet smør
1 æg
1 dl hakkede valnødder
Rør hvedemel, rosiner, farin, bagepulver og krydderier sammen i en skål. Tilsæt sirup, smør og æg og rør det godt sammen. Vend valnødderne i dejen. Smør en lille firkantet bageform – jeg brugte to små – med smør, hæld dejen i og glat den ud. Sæt formen i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter. Test om den er færdigbagt ved at stikke en tynd træpind i. Er spidsen af pinden fri for kagedej, når du trækker den ud, er kagen færdig. Tag formen ud af ovnen og lad kagen køle lidt af, inden du vipper den ud. Skær kagen ud i lange stykker (se billederne) og lad dem køle helt af. Nyd dem sammen med et glas kold mælk eller varm te.
Note: Kan du godt lide saftige, krydrede vinterkager, så er disse hermits lige noget for dig! De har masser af smag, og jeg elsker den krydrede, søde smag, de bløde rosiner og de letbitre valnødder – en dejlig kombination, som minder lidt om de traditionelle engelske julekager – bare knapt så tunge. Hvis du husker at putte dem i en lufttæt kagedåse, så snart de er kølet af, fortsætter de med at være saftige og bløde. De har dog næppe lige så lang holdbarhed som de sprøde julesmåkager såsom vaniljekranse og brunkager.