Klassiske brunkager
Det er nærmest umuligt at undgå brunkager i december måned, og jeg må ærlig talt indrømme, at jeg har et lidt anstrengt forhold til denne julesmåkage. Måske har jeg bare smagt for mange dårlige købe-udgaver? Nu er jeg dog omvendt efter at have prøvet denne fremragende opskrift, som en af mine kolleger gav mig. Jeg skruede op for krydderierne, men undlod dog at putte ingefær og revet citronskal i, og jeg blev meget positivt overrasket. Disse brunkager er dejligt sprøde og fulde af smag. Mmm!
Klassiske brunkager
ca. 120 stk.
250 g smør
250 g mørk farin
125 g lys sirup
65 g smuttede mandler, hakkede
½ tsk stødte nelliker
1½ tsk kanel
1 tsk stødt allehånde
1 tsk potaske
en knivspids salt
ca. 500 g hvedemel
Smelt smørret ved lav varme i en gryde sammen med mørk farin og sirup. Når smørret er smeltet, tager du gryden af komfuret. Tilsæt alle krydderierne samt de hakkede mandler og rør godt rundt. Lad massen afkøle, indtil den er håndvarm. Rør derefter melet i. OBS – dejen skal være blød, du må endelig ikke putte mere mel i, end der står i ingredienslisten!
Ælt dejen og form den til tykke pølser (de skal være lige så brede, som du ønsker dine brunkager). Pak dem ind i bagepapir og læg dem i køleskabet i et par timer. Du kan også lægge dem i fryseren, hvis du først har tænkt dig at bage brunkagerne en anden dag. Så skal du blot huske at tage dejpølserne ud af fryseren et par timer inden bagningen.
Skær tynde skiver af dejpølserne og læg brunkagerne på bagepapirbeklædte bageplader. Bag brunkagerne i midten af ovnen ved 175 grader i 10-14 minutter. Lad dem køle af og spis dem derefter med stor fornøjelse!
Note: Disse brunkager er som sagt dejligt sprøde og smager skønt af de gode julekrydderier. Jeg er ret glad for, at jeg har julesmåkage-benspænd i denne måned, for ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde kastet mig ud i dette eksperiment – og det ville have været en skam! Det er ikke sidste gang, jeg bager disse brunkager.
Farligt fristende benspænd. Man får jo smag for småkagerne, når de er hjemmebagte.
Kh.
Anne-Marie
Ja, det er en farlig måned! Godt jeg har en del venner, kolleger og familie, jeg kan afsætte dem til, så de ikke ligger og frister i hjemmet 😀
Dejligt med en opskrift med en af mine yndlingsjulesmåkager – den skal bestemt prøves her 🙂
Pøjpøj med dem – håber at de falder i din smag 🙂
Jeg skærer de frosne ruller næsten direkte fra fryseren. Pålægsmaskinen klarer nemt de frosne ruller, og så kan man lettere få dem supertynde.
Smart! Jeg har ikke selv en pålægsmaskine, så her bliver småkagerne lidt tykkere 🙂