Frossen nødderoulade

Frossen nødderoulade

Jeg er godt i gang med månedens Karoline-benspænd, og da gemalen havde fødselsdag i går, valgte jeg at lave en frossen nødderoulade. Det er en af de desserter, jeg husker fra min barndom, og den smager stjernegodt!

Jeg justerede lidt i forhold til den oprindelige opskrift, hvor jeg blandt andet udskiftede kaffe med Kahlua.

Frossen nødderoulade

14-16 skiver

Dej:
3 æg
125 g rørsukker
50 g smør, smeltet
3 spsk hvedemel
1½ tsk bagepulver
75 g hasselnødder, blendede

Nougatcreme:
½ dl Kahlua
150 g blød nougat
2½ dl fløde
et lille knips salt

Derudover:
Rørsukker til at drysse på bagepapir

Pisk æg og sukker til en luftig masse. Pisk smør i og derefter de øvrige ingredienser til dejen. Smør dejen ud på en bagepapirbeklædt bageplade i en rektangulær form, så dejen er minimum ½ cm tyk. Bag den ved 170 grader i 12-15 minutter. Hold øje med, at den ikke bliver for mørk.

Mens kagedejen bages, smelter du langsomt nougat i en gryde sammen med Kahlua. Rør det godt rundt og tag det af varmen.

Tag den bagte dej ud af ovnen. Læg et stykke bagepapir på køkkenbordet og drys sukker på. Vip den bagte dej over på det, så den bagte side vender ned på sukkeret. Hvis det øverste lag bagepapir (det, der lå på bagepladen) ikke let kan tages af med det samme, så læg et fugtigt viskestykke ovenpå et par minutter. Så er bagepapiret let at fjerne. Lad dejen køle lidt af (men lad den ikke blive helt kold – så er den sværere at arbejde med).

Mens du venter på, at dejen køler lidt af, pisker du fløden til skum og vender den sammen med nougatmassen og lidt salt. Smør nougatflødeskummet ud over den bagte bund og rul den sammen (det er en smule bøvlet med flødeskumsfyldet, så hav tålmodighed).

Put din nødderoulade i fryseren i et døgn. Tag den ud ½-1 time inden, at den skal serveres.

Note: Frossen nødderoulade smager ikke bare fantastisk – det er også en meget praktisk gæstedessert, da du kan lave den flere dage før, at gæsterne ankommer. Du kan servere den, som den er eller eventuelt kombinere den med frisk frugt eller bær.



2 thoughts on “Frossen nødderoulade”

  • Det lyder vanvittig lækkert, og det er en opskrift, jeg helt har overset i min ungdoms Karoline-hæfter – skal bestemt prøves her hos os 🙂

    • Det var til gengæld pudsigt nok en dessert, som min bedre halvdel også kunne huske fra sin barndom, da jeg nævnte den, så det var et glædeligt gensyn for os begge 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.