bærtærte med kokos, tærte, dessert, kage, hvedemel, smør, flormelis, æg, marcipan, kokosmel, rørsukker, citroner, tranebærgelé, bærSe, bare fordi vi flytter, så går jeg stadig op i at overholde mit benspænd for denne måned. Derfor benyttede jeg også straks muligheden for at bage en desserttærte, da vi fik gæster i søndags. Jeg havde forelsket mig i en opskrift på tranebærtærte fra ‘Tænd på tærter…’, men da jeg ikke kunne skaffe friske tranebær, brugte jeg i stedet noget af den tranebærgelé, jeg lavede sidste år. Så udelod jeg til gengæld sukker og et par andre ingredienser, som matchede de ting, der var i geleen i forvejen. Der skulle også bruges en række forskellige bær i opskriften, og dem dækkede jeg ind ved at bruge en pose bærsymfoni. Åbenbart skal tærten også bages i 25 minutter, når kokosfyldet er smurt på dejen – men før bærrene puttes på – det gjorde jeg ikke, men det blev tærten nu ikke dårligere af.

Bærtærte med kokos
6-8 personer

Dej:
150 g mel
100 g smør
75 g flormelis
1 æg

Fyld:
75 g marcipan
75 g kokosmel
150 g sukker
150 g smør
3 æg
revet skal af en økologisk citron

Tranebærkompot:
250 g tranebærgelé
250 g bærsymfoni, optøet

Smuldr smørret i melet og ælt det sammen. Skal tærten laves hurtigt, kan du presse dejen ud i et tærtefad med det samme – ellers pak den godt ind og lad den hvile i køleskabet en halv time, så den er lettere at rulle ud. Bag dejen ved 200 grader i 20 minutter.

Rør marcipan, kokosmel, sukker og smør sammen. Tilsæt æggene et ad gangen under omrøring, og tilsæt til sidst citronskal. Kokosmassen smøres ud på den bagte tærtebund. Bland tranebærgelé og bærsymfoni godt og smør det oven på kokosmassen. Bag tærten ved 190 grader i 20-30 minutter. Spis gerne en kugle vanilleis til den lune tærte.

Note: Meget, meget lækker tærte! Den var både lidt syrlig og frisk i det på grund af citronskallen og kokosmelet, mens bærrene og marcipanen også gav den en fin sødme. Der blev også spist godt af den, og det er bestemt en af de bedste frugttærter, jeg har smagt!