Chokoladekage med øl

Chokoladekage med øl

Belgiere er som bekendt ret glade for øl og chokolade, så hvorfor ikke kombinere disse to ting i en dessert – nærmere bestemt en chokoladekage med øl? Jeg startede med at kigge på en opskrift hos belgiske Allagash, men jeg måtte lave en del ændringer undervejs, da jeg ikke var tilfreds med fremgangsmåden i den oprindelige opskrift. Desuden rakte denne chokoladekage med øl til langt flere personer end angivet i Allagash’ udgave, men det var kun et plus – så var der så meget kage, at vi kunne give gæsterne et stort stykke med hjem, og jeg kunne fryse et stykke ned, som skal bruges i romkugler på et senere tidspunkt.

Chokoladekage med øl

10-12 personer

Kage:
175 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
½ tsk salt
125 g blødt smør
175 g rørsukker
1 æg
1 dl kærnemælk

Chokoladekagecreme:
3 dl mørk belgisk øl – jeg brugte en Leffe
75 g kakaopulver
174 g blødt smør
100 g flormelis
2 tsk vaniljepulver
50 g god, hakket chokolade – jeg brugte Valrhona 56%

Glasur:
1½ dl mørk belgisk øl – jeg brugte en Leffe
30 g kakaopulver
OBS – det er en ret stor portion glasur – du kan overveje at halvere den

Pynt:
Ovenstående glasur kombineret med 50 g hakket chokolade og evt. belgisk chokolade

Først skal selve kagen bages.

Smør en springform grundigt med smør og klip et stykke bagepapir til, så det passer til bunden af springformen. Rør hvedemel, bagepulver og salt sammen i en skål. Pisk det bløde smør blødt og luftigt i en anden skål og tilsæt derefter sukker. Pisk det godt sammen og tilsæt derefter ægget. Pisk det sammen og pisk derefter halvdelen af melblandingen i. Tilsæt kærnemælken, pisk dejen jævn og pisk til sidst det resterende af melblandingen i. Hæld dejen i springformen og bag den ved 175 grader, indtil den er gennembagt. Det tager 50-60 minutter. Tjek om kagen er gennembagt ved at prikke den i midten med en tynd træpind. Hvis der ikke hænger dej ved, når du trækker pinden ud, er kagen gennembagt. Lad den køle helt af.

Lav glasuren ved at hælde øllet i en lille kasserolle og varme det op, indtil det når kogepunktet. Tag kasserollen af varmen og pisk kakaopulveret i den varme øl. Lad det køle helt af.

Chokoladecremen laver du ved at varme øllet op i en lille kasserolle, indtil det når kogepunktet. Tag kasserollen af varmen og pisk kakaopulveret i den varme øl. Lad det køle helt af. Dernæst pisker du det bløde smør, så det bliver let og luftigt. Tilsæt den afkølede øl- og kakaoblanding under langsom piskning. Tilsæt flormelissen lidt efter lidt, indtil du får en dejlig cremet chokoladecreme. Rør den hakkede chokolade i.

Nu skal kagen lægges sammen. Flæk kagen horisontalt og læg den ene bund på et lagkagefad. Fordel chokoladecremen oven på og læg den anden kagebund oven på. Hæld glasuren over kagen. Du behøver strengt taget ikke så meget glasur, som der står i denne opskrift, men jeg valgte at bruge det hele (nu jeg alligevel havde lavet det), så det kom til at se ekstra syndigt ud. Pynt kagen med hakket chokolade og evt. lidt fyldt belgisk chokolade.

Note: Hvordan smager en chokoladekage med øl så? Ganske skønt! Til trods for, at jeg brugte en forholdsvis sød øl, så fik den lidt bitre toner af at blive opvarmet, og det gav et godt modspil til den søde chokolade. Kagen er meget tung – nærmest som konfekt – så den rækker til mange mennesker.

Vi drak – naturligvis – også belgiske øl til denne ret, ligesom vi gjorde ved de gratinerede blåmuslinger og den belgiske kyllingestuvning. Til kagen prøvede vi den sorte Gulden Draak, som var lidt tungere og kraftigere end dens ‘tvillingeøl’ (den hvide Gulden Draak) og en Petrus Aged Pale, som havde en del syrlighed (måske var det tilmed aftenens mest syrlige øl). Sidst men ikke mindst havde gæsterne en spøjs frugtøl med – en Pêche Mel – som indeholdt ferskenekstrakt! Den var interessant, men bestemt ikke min smag, og jeg havde lidt svært ved at relatere til den som en øl – det havde været noget lettere, hvis den blev solgt som cider.

chokoladekage med øl, chokoladekage, kage, dessert, chokoladedessert, hvedemel, chokolade, belgisk, bagepulver, rørsukker, æg, kærnemælk, chokoladekagecreme, øl,  kakaopulver, blødt smør, flormelis, vanilje, mørk chokolade


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *