Svampetærte med butterdej

Svampetærte med butterdej

Denne svampetærte med butterdej kom på bordet i går, da vi havde besøg. Vi havde ikke købt ind, så det gjaldt om at være kreativ med køleskabets indhold, men jeg var godt tilfreds med resultatet.

Jeg måtte selvfølgelig lave en ret, der passer til månedens efterårs-vegetar-benspænd, og da vi tilfældigvis havde lidt butterdej på lager, så var det oplagt at lave en vegetartærte. Jeg skelede lidt til min aspargestærte og fandt så nogle Karl Johan-svampe frem fra fryseren fra vores svampetur i sidste måned. I opskriften herunder har jeg dog ‘oversat’ det til friske svampe, så det er lettere for dig at lave en lignende svampetærte med butterdej.

Svampetærte med butterdej

3-4 personer

1 rulle butterdej
2 æg
2 dl friskrevet ost – gerne en blanding af cheddar, gouda og/eller Vesterhavsost
1 dl creme fraiche
salt og peber
300 g svampe
1½ spsk frisk rosmarin, hakket
1-1½ dl valnødder, grofthakkede
smør til stegning

Smør et aflangt tærtefad med lidt smør. Læg butterdej i den (du skal bruge ca. totredjedele af en rulle), så kanten af dejen stikker lidt op. Prik bunden flere gange med en gaffel og bag tærtebunden i ovnen ved 200 grader i ti minutter.

Rens svampene og skær dem i skiver. Smelt smør på en pande og steg dem bløde. Stil dem til side. Smelt lidt mere smør og steg rosmarin og valnødder et par minutter ved mediumvarme. Tag panden af varmen.

Pisk æg, creme fraiche, ost, salt og peber sammen.

Tryk den lethævede tærtedej i formen ned og fordel ostemassen i formen. Fordel svampene oven på og slut af med nøddeblandingen. Drys evt. en spsk fintrevet ost på til sidst, inden du sætter tærten tilbage i ovnen og giver den yderligere 20 minutter ved 200 grader, indtil den er gylden. Lad den køle lidt af, inden du serverer den – gerne sammen med en grøn kålsalat.

Note: Denne svampetærte med butterdej er rimelig let at lave og kan sagtens tilberedes lidt tid inden, at gæsterne kommer. Kombinationen af svampe, valnødder og rosmarin giver en virkelig god ‘efterårssmag’. Hvis du ønsker en lidt kraftigere smag, kan du eksperimentere med at udskifte lidt af den revne ost med blåskimmelost.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *