Palmekålstærte

Palmekålstærte

Jeg fik lyst til at lave en palmekålstærte tidligere på ugen, da jeg fik en ven på besøg og selvfølgelig ville bruge anledningen til at lave en spændende ret baseret på månedens kålbenspænd.

Palmekål er en smuk men nok lidt overset kåltype, og jeg har en mistanke om, at mange ikke rigtig ved, hvordan de skal bruge den i madlavningen. Du kan selvfølgelig skære den i tynde strimler og bruge den i salater, men jeg syntes, det kunne være spændende at bruge de hele blade. Kålen har dog en lidt grov struktur, så jeg valgte at koge bladene i nogle minutter, inden jeg brugte dem i tærten. Så var jeg også sikker på, at de kunne skæres over 🙂

Palmekålstærte

4-6 personer

1 lang rulle butterdej (ca. 275 g)
lidt smør til formen
8 mellemlange palmekålsblade (130-150 g)
1 bøtte ricotta
2 æg
salt og peber

Start med at gnide tærteformen med smør. Læg butterdejen i tærteformen – der vil være lidt dej til overs, så du kan med fordel placere dejen, så du kan skære den ene ende af dejen af og bruge til noget andet – for eksempel tre svampetarteletter, som jeg serverede til forret denne aften.

Skyl kålbladene og kog dem i letsaltet vand i nogle minutter, indtil de er næsten møre. Lad bladene dryppe af.

Smør halvdelen af ricottaen ud over tærtebunden. Pisk resten af ricottaen sammen med æg, salt og peber og fordel dette løst ud over kålbladene. Sæt din palmekålstærte i ovnen ved 180 grader og giv den ca. 20 minutter. Husk at kigge til den lidt tid inden – når butterdejen er dejlig gylden, er tærten klar.

Tag tærten ud af ovnen og lad den køle lidt af, inden du forsigtigt tager den ud af formen. Servér den lun.

Note: Denne palmekålstærte har – udover en skøn, sprød kant – også en dejlig mild smag, hvor kålen og ricottaen går godt i spænd. Jeg overvejede at putte ekstra krydderier i, men da jeg serverede tærten som tilbehør til lidt lammekød med bønner og hvidløgscreme, så tænkte jeg, at det var helt fint med den enkle tærte. Du er dog velkommen til at eksperimentere med at tilsætte forskellige krydderier.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *