kalvetunge, sprængt kalvetunge, kalv, oksekød, peberrodscreme, peberrod, creme fraiche, mayonnaiseTil frokosten i søndags fik vi ikke blot fiskefileter med remoulade og rådyrmørbrad med ribsgelé og nødder – nej, vi skulle også nå to klassikere mere.

Den ene var sprængt kalvetunge med peberrodscreme – ikke et stykke smørrebrød, jeg støder på særlig tit i dag, hvor mange helst undgår indmad. Kalvetunge er dog et meget mørt, lækkert og velsmagende stykke kød – og så er det i øvrigt ret billigt.

Jeg tilberedte selve tungen som sidste gang, hvor jeg lavede sprængt kalvetunge, og så var der blot tilbage at lave en god peberrodscreme. Jeg kan anbefale at lave den et par timer før og allerhelst dagen inden, så smagen bliver ekstra god og kraftig.

Peberrodscreme
til syv stykker smørrebrød

3 spsk friskrevet peberrod
3 spsk creme fraiche 38%
1 spsk mayonnaise – gerne hjemmelavet
salt og citronsaft

Rør de tre første ingredienser sammen og smag til med salt og citronsaft.

Tag et stykke rugbrød, smør det med lidt smør og put et stykke salat på, inden du lægger skriver af sprængt kalvetunge oven på. Pynt smørrebrødet med peberrodscreme og purløg.

Note: Sprængt kalvetunge med peberrodscreme er en skøn men desværre lidt overset klassiker. Kalvetungen er som sagt rigtig godt kød, som smager langt bedre, end det ser ud, og den stærke peberrodscreme er prikken over i’et.

hønsesalat, pålæg, pålægssalat, kylling, champignons, sennep, hvide asparges, asparges, mayonnaise, creme fraicheEn anden – og mere udbredt – klassiker er hønsesalat med bacon  og purløg. Jeg kunne ikke nære mig og piftede den op med lidt sprødt kyllingeskind – mere om det om lidt.

Jeg har tidligere forsøgt mig med hønsesalat, og den blev ganske god, men jeg ville gerne lave en, der var mere traditionel. Jeg købte derfor en Løgismose kylling, pillede forsigtigt skindet af den og udbenede kyllingen. Kødet blev kogt, og kyllingeskelettet røg i en gryde sammen med vand, laurbær og lidt grønsager, så jeg efter nogle timer også havde en herlig hønsefond, der straks røg i fryseren.

Hønsesalat
til ca. 8-10 stykker smørrebrød

150 g hakket kogt kyllingekød
150 g champignon i skiver
smør
1-2 tsk sød bornholmsk sennep
et lille glas hvide asparges
2 spsk mayonnaise – gerne hjemmelavet
2-3 spsk creme fraiche 38%
salt og peber

Svampene steges i smør på en pande. De skal blot have nok til, at de bliver bløde og saftige. Derefter hældes de i en skål sammen med kyllingekødet, sennep, mayonnaise og creme fraiche. Rør godt rundt. Hak de hvide asparges, så stykkerne er ca. 1 cm lange, og rør aspargesstykkerne i hønsesalaten. Smag til med salt og peber.

Hønsesalaten pyntes med stegt bacon, purløg samt sprødt kyllingeskind.

… og så siger du måske “hør hov, hvordan laver jeg det der sprøde kyllingeskind?”. Det er meget let.

kyllingeskind, kyllingebacon, kyllingTag noget kyllingeskind – for eksempel det, du får tilovers, når du skærer kødet af en kylling for at bruge det til hønsesalaten. Rens kyllingeskindet for fedtdepoter og evt. fjerrester og bred skindet ud på bagepapir på en bageplade. Drys salt på skindet og læg et stykke bagepapir oven på. Læg en bageplade oven på dette bagepapir og sæt et tungt fad på, så kyllingeskindet presses helt fladt. Sæt det hele i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter, og tag så kyllingeskindet ud.

kyllingeskind, kyllingebacon, kyllingNu er det helt fladt og sprødt. Sørg for at bruge det med det samme – for eksempel som drys oven på et stykke smørrebrød med hønsesalat eller som snack kombineret med en kæk rygeostecreme.