Spinatpizza med feta

Spinatpizza med feta

Jeg bliver simpelthen nødt til at lave en grøn pizza i forbindelse med månedens grønne benspænd, og her faldt valget på spinatpizza. Af en eller anden sær grund har jeg ikke før lavet det, men det var en glimrende anledning til at finde grillen frem og bage lidt forskellige pizzaer. Desværre var der for koldt og blæsende til at spise udenfor – elsker ellers at sidde på terrassen og nyde pizzaer direkte fra grillen. Det er noget, vi ofte gør, når vi har gæster om foråret og sommeren. Men i dag blev pizzaerne indtaget ved spisebordet.

Dejen var en variant over den sædvanlige pizzadej-opskrift.

Spinatpizza

mediumstørrelse

Dej (til tre pizzaer):
2½ dl vand
10 g gær
1½ tsk salt
1 tsk rørsukker
5½-6 dl hvedemel

Spinattopping:
½ løg, skåret i tern
smør eller olie til stegning
1 tsk basilikum
½ dl hvidvin
100 g feta
ca. 200 g spinatblade (fra frost)
salt og peber

Rør gæren ud i vandet og tilsæt derefter salt og sukker. Rør det ud og tilsæt derefter 5 dl mel. Rør det godt sammen og tilsæt derefter lidt mere af melet. Ælt dejen godt igennem og gnid hænderne kort i resten af melet, hver gang der er behov for det. Når dejen er smidig og blød, lægger du den i en skål og dækker skålen med husholdningsfilm. Stil dejen i køleskabet i 12-24 timer.

OBS! Tag dejen ud af køleskabet 1½-2 timer inden, at du skal bruge den.

Du skal bruge en lukket grill og helst en, du kan få op på 250-300 grader. Spinatpizza kan naturligvis også bages i ovnen, meeen jeg synes, pizzaer på grill er bedre.

Mens grillen varmer op, hælder du lidt olie eller smør på en pande og svitser løget kort. Tilsæt basilikum og spinat og steg det kort, inden du tilsætter hvidvin. Lad det simre i nogle minutter, indtil spinaten er mør. Smag til med salt og peber.

Del dejen i tre lige store kugler. Dyp dine hænder i lidt hvedemel og tag så den ene af dejkuglerne. Træk den stille og roligt (tjek forskellige metoder på Youtube) og læg så dejen på et stykke bagepapir, som du har lagt en pizzaspade (eller hvad du nu bruger). Smuldr fetaen ud over og fordel til sidst spinatblandingen oven på fetaen.

Bag din spinatpizza, indtil bunden er sprød. Hæld lidt olivenolie over den varme pizza, inden du serverer den.

Note: Saftig og mild pizza. Du kan eventuelt tilføje lidt hakkede grønne oliven for at give smagen lidt mere kant – eller stege små stykker bacon sammen med løget, inden du tilsætter spinaten.

Ps. Jeg ved ikke, hvorfor bunden ser så lys ud på billedet – den var mere gylden i virkeligheden.



2 thoughts on “Spinatpizza med feta”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.