Let citrontærte

Her er en let citrontærte til de dage, hvor du ikke orker at bruge lang tid i køkkenet, men gerne vil servere en frisk og sød kage.
Det er ingen hemmelighed, at citrontærter og citronkager er min absolutte yndlingsdessert. I hvert fald ikke hvis du har fulgt lidt med her på bloggen gennem årene. Og man kan jo ikke have for mange varianter af sin yndlingsdessert, vel? Desuden er det en kage til mit sommerkage-benspænd. Nej, jeg behøver faktisk ikke flere undskyldninger for at bage denne kage.
Jeg fandt en opskrift på en let citrontærte hos Food & Wine. Der bruges dog en hel del kondenseret mælk, så det valgte jeg at skrue ned for, ligesom jeg justerede på nogle af de andre mål. Du kan dog også vælge at fordoble mængden af kondenseret mælk, citronsaft + skal samt æggeblommer, hvis du vil have en højere tærte med mere fyld.
Let citrontærte
8-10 personer
11-12 Digestive-kiks
100 g blødt smør
1 dåse kondenseret mælk
3 spsk fintreven skal fra økocitron
1½ dl friskpresset citronsaft (du skal bruge 3-4 mellemstore og saftige citroner)
evt. 2 spsk limoncello (eller mere citronsaft)
4 æggeblommer
Knus kiksene til små krummer. Rør sukkeret i og ælt smørret i, så det er ligeligt fordel. Smør en mellemstor form – en ca. 20 cm bred springform eller en aflang form, som jeg brugte – med blødt smør. Fordel smørkrummerne ud i formen og pres dem mod bund og sider, så du danner en (nogenlunde) ensartet bund samt 2 cm høje sider.
Pisk den kondenserede mælk med citronsaft og citronskal. Smag på den for at vurdere, om du vil have lidt mere citronsmag. Tilføj eventuelt lidt mere citronsaft eller lidt limoncello. Pisk æggeblommerne i og fordel massen i kikseformen.
Bag tærten ved 160 grader i 25-30 minutter, indtil den føles fast, men uden at den tager farve. Tag den ud af ovnen og lad den køle af, inden du sætter den i køleskabet i mindst seks timer.
Du kan pynte din citrontærte med friske eller tørrede spiselige blomster, friske krydderurter eller syltede citronskiver.
Note: Lækker og let citrontærte, som ikke tager mange minutter at røre sammen. Den kræver en del hviletid for at sætte sig og samle smag, men det gør det blot endnu lettere at lave den i god tid inden servering.







