Kaffechokoladetærte

Kaffechokoladetærte

Det er nu, at jeg som ansvarlig blogger må udstede en advarsel angående denne kaffechokoladetærte. Det er en kaloriebombe af rang. Hvis du har bare den mindste tendens til at tage på, så vil alene det at læse opskriften få dig til at veje mindst 50 gram mere. Jeg sværger. Det er så vildt, hvad der er af kalorier i denne kage.

Men den smager godt.

Eller måske ligefrem – derfor smager den godt!

Jeg udsatte The Boyz for den, for de er nok blandt dem i min omgangskreds, der har den højeste forbrænding, og det har man brug for, hvis man vil spise denne tærte.

Den oprindelige opskrift stammer fra ‘Tryl med tærter…’, hvor jeg justerede meget lidt – lidt mere æggeblomme og lidt mørkere chokolade end den oprindelige – og så havde jeg lidt tærtebund til overs, som blev frosset ned.

Kaffechokoladetærte

10-12 personer

Dej:
150 g hvedemel + lidt mere
100 g smør
75 g flormelis
1 æg

Fyld1:
100 smør
200 g mørk chokolade (jeg brugte 70%, men brug gerne en lidt mildere)
3 æg
2 æggeblommer
40 g sukker
1 dl meget stærk kaffe

Fyld2:
Et glas dulce de leche (eller hjemmelavet karamelmasse)

Dejen: Smuldr smørret i melet og ælt det sammen med flormelis og æg. Når dejen har samlet sig, putter du den i en pose og stiller den på køl i en halv time – derefter skulle den gerne være kold nok til, at den kan rulles ud. Læg den udrullede dej i et tærtefad, læg noget bagepapir over og hæld to håndfulde tørrede bønner eller ærter ud over bagepapiret. Bag tærten ved 200 grader i 15 minutter med papir og ærter/bønner over og derefter 10 minutter uden.

Fyld1: Smelt smørret i en gryde, tag den af varmen og rør den finthakkede chokolade i. Når den er helt smeltet, rører du æg, æggeblommer og sukker i. Derefter bliver kaffen blandet i, og fyldes hældes ud over den forbagte tærtedej. Bag den ved 190 grader i ca. 10 minutter – til tærten føles fast, men inden den begynder at sprække.

Når din kaffechokoladetærte er kølet helt af, smører du karamelmassen på. Derpå tager du en bid og drømmer dig væk til desserthimlen…



29 thoughts on “Kaffechokoladetærte”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *