Kærnemælkspandekager
Jeg har stegt kærnemælkspandekager, for jeg havde en rest kærnemælk tilovers fra æbleskivebagningen. Der var faktisk så meget kærnemælk, at det også kunne blive til et kærnemælksbrød, så vi kan nyde ostemadder på hjemmebagt brød de kommende dage. Det er nu dejligt at have juleferie 🙂
Og jeg havde egentlig troet, at jeg ville lave flere blogopskrifter disse dage, men det virkelig mørke vejr opfordrer ikke ligefrem til at tage billeder i. Nu må vi se, hvor meget jeg når i næste uge, men jeg håber da på at kunne bruge lidt af ferietiden på flere madeksperimenter.
Men nu tilbage til pandekagerne. Kærnemælk er skønt at bruge i bagværk, da det giver en saftig og letsyrlig dej. Jeg overvejede kort, om jeg også skulle tilsætte lidt fintreven citronskal, men det undlod jeg dog.
Kærnemælkspandekager
ca. 8 stk.
3 dl kærnemælk
½ dl vand
1 æg
2 dl hvedemel
1 tsk vaniljesukker
1 spsk rørsukker
lidt salt
smør til stegning
Pisk kærnemælk og æg sammen. Pisk derefter rørsukker og salt i. Tilsæt melet og vaniljesukkeret og pisk det til en jævn dej. Tilsæt vand afhængig af hvor flydende, du ønsker dejen.
Smelt en klat smør på en mellemstor pande. Tilsæt lidt dej og vip panden, så dejen fordeler sig på overfladen. Steg pandekagen på begge sider, så den bliver gylden. Fortsæt på samme måde med at lave de øvrige kærnemælkspandekager.
Du kan servere pandekagerne med lige, hvad du ønsker – om det så er jordbærmarmelade, brombærmarmelade, rørsukker, vaniljeis eller noget helt syvende. Jeg havde faktisk en rest kanelsukker-valnøddedrys tilovers fra da jeg bagte små valnøddehorn, og det fungerede også aldeles glimrende!
Husk også, at pandekager også er skønne at servere næste dag (eventuelt som en lille sød tilføjelse til morgenmaden – altså selvfølgelig fordi det er ferie!). Da jeg var barn, fik jeg ind imellem en pandekage fra aftenen før, og så blev den smurt med et tyndt lag smør og drysset med sukker!