Huevos rancheros

Huevos rancheros, morgenmad, mexicansk, texansk, tex-mex, brunch, tortilla, tomater, chili, ancho, æg, løg, hvidløg, squash, peberfrugtFørste ret i månedens Texas-benspænd stammer fra grænseområdet ved Mexico og spises både i Texas og Mexico… og en del andre steder i USA. Jeg spurgte en amerikansk ven til råds mht. hvad der var must try i forhold til texanske retter i denne måned, og huevos rancheros ret var en af dem, han anbefalede. Det kan jeg godt forstå, nu hvor jeg har smagt den.

Huevos rancheros kan laves på mange forskellige måder, men grundlæggende er det en tortilla drysset med revet ost og toppet med en grøntsagstung tomatsauce samt spejlæg. I den mexicanske udgave af huevos rancheros er der ikke ost med, men der er til gengæld bønner i tomatsaucen samt avokado eller guacamole ved siden af. Det er forskelligt, om folk tilbereder huevos rancheros på panden, eller om de hælder tomatsaucen i et fad, hvor de slår æggene ud i og derefter bager retten færdig i ovnen. Jeg valgte den løsning, der gav mindst opvask! 🙂

Huevos rancheros
2 personer

2 hjemmebagte tortillaer
1-1½ dl friskrevet cheddar

Tomatsauce:
1 løg, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
smør
1 spsk tørret ancho chili
½-1 tsk almindelig chilipulver fra supermarkedet
½ rød peberfrugt, skåret i små tern
1½ dl squash, skåret i små tern
1 dåse tomater
4 æg
salt

Bag tortillaerne (se opskriften, jeg har linket til). Du kan selvfølgelig brugte købte tortillaer, men de hjemmelavede smager meget, meget bedre.

Smelt en klat smør på en stor pande og svits løg og hvidløg ved mediumvarme et minuts tid. Tilsæt de to typer chili, peberfrugttern samt squashtern og vend det grundigt i løgene. Lad det stege i fem minutter, mens du rører i det med jævne mellemrum. Tilsæt tomaterne og lad nu retten simre et kvarters tid. Smag tomatsaucen til med salt og lav dernæst fire fordybninger i saucen, som du slår æggene ud i. Det er lettest, hvis du laver dem et ad gangen, da saucen hurtigt trækker sig sammen. Lad nu retten passe sig selv, så æggene stille og roligt kan blive gennemstegte på panden – omgivet af tomatsaucen.

Når æggene er klar, lægger du tortillaerne på hver sin tallerken og drysser dem med revet ost. Top hver tortilla med tomatsauce og to æg. Servér din huevos rancheros det samme.

Note: Huevos rancheros er en god og fyldig morgenmadsservering. Det blev dog nærmere som brunch for vores vedkommende, da vi først spiste lidt op af formiddagen, men så var vi også mætte helt frem til aftensmaden! Den mætter rigtig godt og kan sagtens spises til frokost eller aftensmad, hvis du har lyst til det.

Jeg brugte tørret ancho chili, som jeg også brugte til mit mexanske benspænd sidste år. Det er en rigtig dejlig chili, som ikke er stærk, men som giver en fantastisk fyldig smag i maden.

Huevos rancheros, morgenmad, mexicansk, texansk, tex-mex, brunch, tortilla, tomater, æg, løg, chili, ancho, hvidløg, squash, peberfrugt

6 thoughts on “Huevos rancheros

  1. Åh mums hvor lækkert. Jeg har prøvet at lave det før, og det er bare super godt. Hvor køber du ancho chili? 🙂

    • Det gjorde jeg hos Chilihouse sidste år, men jeg er ikke sikker på, om de stadig fører det mærke, som jeg købte (Cool Chile Co), så det har jeg lige bestilt via producentens egen hjemmeside – er nemlig lige ved at løbe tør 🙂

  2. Huevos rancheros er også en af mine favoritter – specielt som brunch/solid morgenmad i weekenden. Jeg laver den altid med refried beans (med udgangspunkt i Chili Johns version), i stedet for tomatsovs. Det er svært at finde refried beans på dåse i Danmark, men man kan sagtens lave dem selv. Jeg laver en stor portion og fryser dem ned i passende mængder.

    • Tak for inspirationen mht. refried beans – det har jeg ikke prøvet, men det kan være, jeg skal det på et tidspunkt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *