Nordisk ramen – vegetarudgave

Nordisk ramen – vegetarudgave

Jeg startede vinter-vegetarbenspændet med en suppe, og nu tænkte jeg, at det var tid til en mere – nemlig en nordisk ramen i ren vegetarudgave. Jeg har taget en række grøntsager og krydderier, der hører til efterår/vinter og kombineret i denne vegetarsuppe, som er inspireret af den japanske suppe ramen. Jeg havde desværre ikke grøntsagsbouillon på lager, for ellers ville jeg klart have brugt det til at give ekstra smag, så dette er en forholdsvis mild udgave – selvfølgelig afhængig af den soya, du bruger, og hvor meget du bruger af den.

Nordisk ramen

2 personer

200 g svampe, skåret i skiver
1 løg, finthakket
Olie til stegning
1 pastinak, skrællet og skåret i tynde tændstikker
1 tsk fennikelfrø
1 tsk timian
½ l vand (alternativt grøntsagsbouillon)
½ dl soya
En pakke tykke ramen nudler
Salt og peber

Svits løg og svampe i olie i en gryde, indtil de bliver bløde. Tilsæt pastinak, fennikelfrø og timian og svits det yderligere et par minutter, inden du tilsætter vand og soya. Lad det simre i 8-10 minutter og smag så til med salt og peber. Put nudlerne i og lad din ramen simre et par minutter, inden du serverer den – evt. med lidt frisk rosmarin oven på.

Note: God fyldig nordisk ramen, som trods den forholdsvis milde smag også får noget dybde af soya og pastinak. En rigtig fin vintersuppe.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *