Cannelloni – svampefyldte pastarør
Cannelloni er store, brede pastarør, du kan fylde med alskens gode sager og bage i ovnen. De kan være svære at finde herhjemme (jeg tror dog, at nogle af de store supermarkeder har dem), men kan købes i specialbutikker. Jeg havde nogle liggende, der trængte til at blive brugt, så de røg med i projekt ryd-ud-i-lageret.
Jeg har tidligere lavet en klassisk udgave cannelloni, men denne gang lavede jeg en udgave med svampe.
Cannelloni – svampefyldte pastarør
2 personer
8-10 pastarør
250-300 g champignons, rensede og finthakkede
1 lille løg, finthakket
smør til stegning
2 dl fløde
salt og peber
2-3 dl hvidvin
2 spsk finthakket basilikum (havde noget på frost)
50 g cheddar, fintrevet
Du kan evt. lægge dine pastarør i blød i vand, inden du går i gang med at stege svampene. På den måde undgår du lettere, at kanterne på dine pastarør bliver sprøde i ovnen. Personligt ville jeg gerne have det, så jeg lagde dem ikke i blød, men det er helt op til dig.
Smelt en stor klat smør på en pande og steg løg og svampe ved mediumvarme. Når de bliver bløde, tilsætter du fløde og lader det simre, indtil det er en god, cremet masse. Smag det til med salt og peber.
Fyld dine pastarør med svampestuvningen. Du kan gøre det – tålmodigt – med en lille ske, men du kan også lade stuvningen køle lidt af, inden du hælder det over en sprøjtepose og fylder pastarørene på den måde. Læg de fyldte pastarør i et ildfast fad. Rør hvidvin og basilikum sammen og hæld det over pastarørene. Drys ost over og sæt fadet i ovnen ved 180 grader i 20-25 grader, indtil retten er gylden.
Servér dine svampefyldte pastarør med en god salat – i dette tilfælde en kålsalat.
Note: Dette er rigtig comfort food og et godt eksempel på, at du ikke behøver kød hver dag. Pasta, svampe og fløde er ALTID en vinderkombination, og med en (kål-)salat til bliver måltidet knapt så kalorietungt.
Hvor lyder det lækkert 🙂 Det er en ret, der passer perfekt til os – vi er begyndt at spise mindre kød.
Vi nyder også vegetariske retter – især i sommerhalvåret, hvor udvalget af sæsongrønt er så stort. Jeg glæder mig til snart at sætte tænderne i friske sommergrøntsager igen 🙂
Jeg har ikke været så heldig at få fat i disse rør. Har i stedet for brugt friske lasagneplader, som jeg har delt i 2, derefter fyldt dem – det fungerer fint. God påske Charlotte
Det er et supergodt tip – tak for at dele det. God påske 🙂