Grønkålslasagne

Grønkålslasagne

Grønkålslasagne er smækfyldt med vitaminer og mineraler, så lad os bare få det på bordet her i de mørke vintermåneder! Og så passer det jo godt til mit kål-benspænd.

Dette er en simpel udgave, hvor grønkålen virkelig får lov til at smage igennem. Hvis du ikke er stor fan af grønkål, så bør du enten lave en anden type vegetarlasagne, eller også vil jeg foreslå, at du skruer op for mængden af ostesauce.

Grønkålslasagne

ca. 4 personer

250 g grønkål, finthakket
1 mellemstort løg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakkede
olie eller smør til stegning
1 dl hvidvin eller bouillon

Ostesauce*:
3 spsk smør
3 spsk hvedemel
3½ dl mælk
revet muskatnød
8 spsk friskrevet ost – for eksempel Vesterhavsost
salt og peber

Derudover:
lasagneplader
2 dl friskrevet cheddar

*overvej at lave 1½ gange denne portion, så din grønkålslasagne bliver ekstra cremet. Det dæmper dog også grønkålssmagen lidt.

Tag en dyb, bredbundet pande og varm olie eller smør op i den. Svits løg og hvidløg ved mediumvarme et minuts tid, inden du tilføjer grønkål og enten hvidvin eller bouillon. Læg låg på og damp kålen i nogle minutter, indtil den er mør. Sluk for blusset.

Ostesaucen laver du ved at smelte smør i en gryde og pisker hvedemelet ud i det. Tilsæt mælk lidt efter lidt under piskning og varm det langsomt op. Når det begynder at tykne, rører du osten i. Lad det simre i nogle minutter, indtil osten er smeltet, og smag så til med muskatnød, salt og peber.

Nu er det tid til at lægge din grønkålslasagne sammen. Smør et tyndt lag ostesauce i et ildfast fad og top det med grønkål. Læg lasagneplader over, tilføj ostesauce og fortsæt sådan, indtil du slutter af med lasagneplader og evt. den sidste ostesauce. Drys revet ost over din grønkålslasagne og sæt den i ovnen ved 200 grader. Bag den i en halv times tid, indtil den er gennembagt og overfladen er gylden. Lad den gerne køle af i ti minutter, inden du serverer den sammen med en kålsalat.

Note: Frisk og dejlig grønkålslasagne. Du kan servere den sammen med en kålsalat, men prøv også gerne at kombinere den med en græskarcreme eller bagte græskarstykker.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *