Friterede østershatte

Friterede østershatte

Friterede østershatte er et godt vegetarisk alternativ, når du skal bruge fyld til burgere eller sandwiches, eller du ønsker en lidt anderledes velkomstsnack.

Jeg har set flere forskellige opskrifter på friterede østershatte, og enten bruger folk kærnemælk, eller også bruger de en kombination af mælk og lagereddike for at få samme effekt. Så – hvis du har kærnemælk på lager, kan du lige så godt bruge det i stedet for kombinationen herunder.

Jeg har dobbeltdyppet svampene (!), men det er muligt, at du også kan få et fint resultat med enkeltdyp. Jeg ville dog være på den sikre side.

Friterede østershatte

2 personer

200 g friske østershatte
evt. salt

2 dl mælk
1 tsk lagereddike

3 dl hvedemel
1 dl majsmel
½ dl majsstivelse
1 spsk sød paprika
½ spsk løgpulver
(½ spsk chili- eller cayennepeber)

Derudover:
½-1 l rapsolie til friturestegning

Skær ‘foden’ af svampene og børst dem rene.

Hvis de er helt friske, drysser du dem med salt og lader dem trække en halv time for at trække væde ud af svampene. Skyl saltet af og dup dem tørre.

Mine havde ligget i køleskabet en uges tid og var derfor lidt tørre, så jeg undlod første trin.

Rør mælk og lagereddike sammen og lad det trække fem minutter.

Rør de tørre ingredienser sammen.

Hæld olien i en lille kasserolle og varm det op. Olien er klar, når man kan stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik ned i olien, og det bobler omkring den.

Når olien er tæt på at være klar, vender du 4-5 østershatte i mælkeblandingen, derefter i melblandingen, i mælkeblandingen igen og en sidste gang i melblandingen. Du er velkommen til at holde dig til at vende en enkelt gang i hver, men jeg vendte to gange i hver for en sikkerheds skyld.

Put svampene i olien og lad dem fritere i et par minutter, indtil de er gyldne. Du skal muligvis vende dem undervejs. Læg dem på et stykke køkkenrulle, vend nogle flere svampe i mælke- og melblanding og frituresteg dem.

Du kan som sagt bruge de sprøde, friterede østershatte som fyld i en burger eller sandwich, men du kan også servere dem sammen med en krydret mayo eller dip som en appetizer.

Note: Friterede østershatte er lette at lave og især hvis man som jeg først får dem brugt, når de er blevet lidt tørre! Ikke at det nødvendigvis er en god strategi i det hele taget, men …

Jeg har skruet lidt op for krydderierne i ovenstående opskrift, for det synes jeg sagtens, at retten kan bære.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *