Musabaha

Musabaha er en slags lun og mere grov udgave af hummus. Sådan populært sagt. Det en skøn kikærtebaseret creme fra Mellemøsten, som er fantastisk at kombinere med grøntsager og brød.
Jeg har fået musabaha flere gange men ikke selv prøvet at lave den, så jeg skelede til en opskrift hos Urban Farm & Kitchen, som jeg justerede lidt. Jeg brugte desuden cashewnødder i stedet for pinjekerner samt almindelige chiliflager, og så tilføjede jeg lidt sesamolie for ekstra smag.
Musabaha
2 personer
1 dåse kogte økologiske kikærter
1 spsk tahin
1 fed hvidløg, presset
lidt saft fra en citron
1 spsk olivenolie
evt. ½ spsk sesamolie
salt
lidt af kogevandet
1-2 spsk hakkede nødder – for eksempel pinjekerner eller cashewnødder
1-2 spsk finthakket frisk bredbladet persille
Hæld dåsens indhold i en lille kasserolle med vand. Kog kikærterne i 5-10 minutter, indtil de er meget bløde. Fisk kikærterne op med en hulske (gem kogevandet) og læg kikærterne i en bred skål. Skub ca. en tredjedel af kikærterne til side og mos resten af dem grundigt med en gaffel. Rør tahin, hvidløg, lidt citronsaft samt olie i kikærtemosen. Tilsæt lidt af kogevandet indtil din musabaha har en tilpas lind konsistens. Smag til med salt. Vend de hele kikærter i den.
Rist nødderne på en pande i et par minutter, indtil de dufter. Drys dem over din musabaha sammen med persille og spis den med det samme.
Note: Musabaha smager skønt! Lidt mildere end hummus (medmindre du tilføjer ekstra smag) og helt perfekt til at dyppe brød i. Husk at smage den til, så den passer til dine smagsløg.







