Fransk æggekage med spinat
Denne franske æggekage med spinat fandt jeg i en Provence-kogebog, som jeg har lånt af min svigermor i anledning af månedens benspænd.
Det er en ret fyldig æggekage med spinat, så den kan nærmest skæres som en tærte. Jeg valgte at bruge frossen spinat, og så justerede jeg lidt på nogle af målene. Jeg brugte blandt andet lidt flere æg, så jeg var helt sikker på, at den hang ordentligt sammen.
Fransk æggekage med spinat
3-4 personer
600 g frossen spinat, optøet
1½-2 spsk finthakket forårsløg
2 fed hvidløg, pressede
Smør til stegning
1 dl pinjekerner
4 æg
3 spsk fløde
½ dl finthakket frisk purløg
½ spsk finthakket frisk mynte
½ spsk finthakket frisk timian
100 g fintreven gruyèreost (eller lignende fast ost)
Salt og peber
Smelt smør på en stor pande og steg forårsløg og hvidløg ved mediumvarme et minuts tid. Tilføj spinat og pinjekerner og giv det nogle minutter, indtil det er varmet igennem. Pisk imens æg og fløde sammen med de hakkede krydderurter og osten. Vip pandens indhold over i skålen med æggemasse og rør det sammen. Smelt mere smør på panden og hæld spinatmassen tilbage på panden. Gennemsteg den ved mediumvarme. Du kan vende din æggekage, når den er næsten færdig, så den også får stegeflade på den anden side.
Denne æggekage med spinat kræver ikke så meget tilbehør. Den kan spises, som den er, men prøv eventuelt at kombinere den med en hvidløgscreme og lidt baguette. Du kan også servere æggekagen som tilbehør til en kødret.
Note: Dejlig saftig og enkel servering. Der er gods og vitaminer i sådan en spinatomelet.