Fiskeragout i tomatsauce

Fiskeragout i tomatsauce

Da jeg købte godt med fisk for nylig, nøjedes jeg ikke kun med at lave fiskeboller i karrysauce, men fik også tilberedt denne lækre fiskeragout i tomatsauce. Den fandt jeg også, da jeg bladrede i kogebogen ‘Geniale gryderetter…’. Det er en sommerret, så jeg lavede nogle enkelte ændringer, eftersom jeg generelt undgår at købe sommergrøntsager om vinteren. Men peberfrugter skal der altså i, så der fandt jeg et glas syltede peberfrugter frem fra lageret. Bredbladet persille har vi fortsat i krydderurtebedet, da vintervejret har været rimelig mildt indtil videre.

Fiskeragout

4-5 personer

600 g fast hvid fisk – jeg brugte lange
3 mellemstore løg, skåret i tynde både
lidt olivenolie
5 fed hvidløg, finthakkede
½ tsk safrantråde
½ spsk sød paprika
1 tsk chiliflager
4 laurbærblade
1½ dåse tomater
1-1½ dl friskpresset appelsinsaft
1 glas peberfrugter i strimler, drænet
salt og peber

Appelsingremolada
2 håndfulde bredbladet persille
fintreven skal fra en øko-appelsin
olivenolie

Hæld lidt olie i en gryde og svits løg og hvidløg ved mediumvarme i et minuts tid. Tilsæt paprika, safran og chiliflager, rør godt rundt og tilsæt derefter tomater, laurbærblade og appelsinsaft. Læg låg på gryden og lad det simre en halv times tid. Skær fisken i brede strimler på ca. 4 cm og put dem forsigtigt i gryden sammen med peberfrugterne. Lad det simre i fem minutter og smag så til med salt og peber.

Finthak persillen og vend den sammen med appelsinskal og en gavmild sjat olivenolie. Drys gremolada over din fiskeraogut, når du serverer den sammen med kogte ris.

Note: Dette er bestemt en skøn måde at få fisk på. Den farverige og letkrydrede fiskeragout varmer både mave og sjæl og er et dejligt lyspunkt her i det grå vintervejr.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.