Bryllupskage med chokoladekage, lemon curd smørcreme og limoncello

bryllupskage, kage, dessert, lagkage, lemon curd, chokoladekageNæsten færdig bryllupskage – mangler sølvblade på vindruerne og en hvid kant allernederst
Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det er et gammelt mundheld, som jeg altid har været lidt loren over for. Nu plejer jeg at være ret afklaret omkring mange ting og skifter ikke sådan lige mening, men derfor kan der jo godt opstå en situation, hvor jeg tænker – “arh, skal jeg ikke lige udfordre mig selv og gøre det lidt anderledes?”.

Og sådan havde jeg det, da jeg for et stykke tid siden blev spurgt af et vennepar, om jeg ville lave en bryllupskage til dem. Jeg har ellers forsvoret at skulle kaste mig ud i sådan et projekt, for det er et større arbejde, og så er der ofte ret mange følelser og forventninger knyttet til sådan en kage. Nu er dette vennepar dog nogle af de mest jordnære og afslappede mennesker, jeg kender, og de er ikke lige typen, der har drømt om en bestemt slags bryllupskage, siden de var fem år gamle, så projektet virkede ikke så farligt. Da det samtidig viste sig, at kagen ‘kun’ skulle være til 45-50 mennesker og bruges sidst på aftenen, så var det ikke så uoverskueligt.

Så som I nok har gættet, så kom jeg til at sige ja – og det fortrød hverken brudepar eller jeg.

Jeg må dog indrømme, at jeg advarede gemalen fredag morgen om, at jeg nok ville nå at blive temmelig hidsig flere gange i løbet af kagepyntningen den eftermiddag, så han kom lidt senere hjem, end han plejede… den kylling… 😀

Men det gik meget stille og roligt – næsten helt zen – og eneste krise var, da fondanten viste sig at være lidt for tør og havde tendens til at revne! Jeg nåede dog hverken at panikke eller blive hidsig, men blandede lidt æggehvide i og fik en nogenlunde overflade til kagen. Det var mest den nederste del, der drillede, men da den stort set var dækket af den øverste kage, så gjorde det ikke så meget.

bryllupskage lilla kage pyntet kage cake decoration lemon curd chokoladekageKagen består af 
– to mudcakes – en på 20 cm og en på 25 cm
– dobbelt portion lemon curd smørcreme med hjemmelavet lemon curd samt ekstra vanille
– samme smørcreme dog uden lemon curd men med lidt vanille og revet citronskal i (til at smøre kagerne)
– ½-1 dl limoncello
– 1½ pakke fondant fra Panduro, som jeg selv farvede lilla
– pynt (lavet med sprøjtetylle, noget af det malet bagefter, samt lidt sølvstøv)

Bundene blev bagt onsdag aften og stod derefter i køleskab. Fredag meget tidlig morgen blev lemon curd smørcremen lavet, og kagerne lagt sammen med smørcreme og limoncello i, og så stod de ellers på køl nogle timer, mens jeg arbejdede.

Tidlig eftermiddag blev kagerne smurt uden på med smørcreme, og fondanten blev efter noget bøvl rullet ud og lagt på kagen. Derefter fulgte en række timer, hvor der blev nørklet med sukkersnirklerier med passende pauser ved computeren og kattene. Da kagen var pyntet og malet, lavede jeg en række små og meget smagsneutrale romkugler, som blev lagt ved bunden af kagen. Så var der også lidt til børnene, og jeg skulle ikke bøvle med at pynte helt nede ved foden af kagen.

Det var faktisk et ret hyggeligt projekt, og selvom der var et par ting undervejs, der drillede lidt, så foregik alt i god ro og orden. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg kaster mig ud i et bryllupskageprojekt igen, for det tager trods alt ret lang tid, og det er noget, mange har høje forventninger til.

bryllupskage lilla kage pyntet kage cake decoration lemon curd chokoladekage



35 thoughts on “Bryllupskage med chokoladekage, lemon curd smørcreme og limoncello”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *