lakseriletteJeg kom allerede i gang med månedens benspænd i går, da vi fik denne lækre lakserilette til frokost. Vi var forbi torvet for at købe fisk hos fiskepusheren og ost hos ostepusheren (!), for jeg holdt fødselsdag sammen med familien i dag. Mere om det de næste par dage.

Inspirationen til dette stykke smørrebrød fik jeg fra kogebogen ‘Aamanns til frokost’, som indeholder rigtig mange forslag til dejlige stykker smørrebrød. Jeg skelede lidt til en opskrift på varmrøget lakserilette blandet med dild og saltsyltede citroner, men jeg ændrede på blandingsforholdene og udelod skalotteløg og syltede citroner, ligesom jeg forenklede fennikelpynten.

Varmrøget lakserilette med dild og fennikel
2 personer

2 stykker godt rugbrød – bag det selv eller køb noget hos bageren
2 stykker salatblade – jeg brugte romaine

Lakserilette:
175 g varmrøget laks
2 spsk mayonnaise – enten hjemmelavet eller Hellmann’s
1 spsk creme fraiche 18%
en lille syltet agurk, skåret meget små tern – svarer til ca. 1 spsk
saften fra ½ citron
lidt salt og peber
2 spsk finthakket dild

Pynt:
ultratynde skiver fennikel
dildkviste

Læg et salatblad på hver af de to stykker rugbrød. Hvis rugbrødet er helt friskbagt, er der ingen grund til at putte smør på – lakseriletten er i sig selv ret saftig.

Pluk den varmrøgede laks i små stykker og rør den sammen med resten af ingredienserne til en cremet masse. Den må godt have lidt struktur.

Fordel lakserilette oven på salatbladene og pynt med fennikelskiver og dild.

Note: Ualmindelig lækker laksemad! Denne lakserilette er en fin kombination af den fede, røgede fisk og den sprøde og syrlige agurk, der får modspil af den friske dild og fennikel. Kan varmt anbefales!